Borger

Fiskeri og fjeldskattejagt i Nuuks bagland

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooq har iværksat en lang række sommeraktiviteter for børn og unge, og en dem er den uge lange Summer Camp med Two Ravens. Se billederne her.

”Vores mål med denne Summer Camp er bringe børnene tættere på naturen. Vi har jo et dejligt bagland i Nuuk, så det er jo bare med at få det brugt” siger Thorlak Skifte Nielsen, mens otte børn på skift kaster fiskesnøren i vandet.

”Jeg har bid!” råber en af børnene efter kun ti minutters fiskeri, og straks kommer de andre løbende for at se, hvad der er på krogen.

Det skal vise sig at blive den første af mange fisk, som børnene får hevet op på land. Derefter skal fiskene renses, inden de smides i gryden med havvand, så de kan koges i saltvand.

”Årh hvad?! Den har spist krabbe!” lyder det fra en af børnene, da indvoldene fra den største fisk hives ud. De nysgerrige børn sprætter nemlig mavesækken op og lærer lidt om, hvad en torsk kan finde på at spise.

Naturen som spisekammer

De mest nysgerrige af børnene får smagt på de rå hjerter, inden fiskene bliver lagt i gryden. Mens vandet bringes i kog, bliver børnene sendt i små hold på skattejagt i fjeldet, og på den måde lærer de at læse og tyde kort.

Da børnene kommer tilbage med lommerne fulde af slik fra skattejagtens poster, bliver den kogte torsk serveret, og alle spiser med stor appetit, inden turen går hjem.

Målet om at bringe børnene tættere på naturen må man sige lykkedes. Med både skattejagt, fiskeri, madlavning og varm kakao fik børnene nydt det bedste fra havet og fjeldet.

En del af et alsidigt sommerprogram

Kommunen taget kontakt til flere forskellige private aktører, og samarbejdet med Two Ravens er blot et af flere aktiviteter, som tilbydes, mens skolerne holder lukket i sommerferien.

”Vi har arrangeret aktiviteter som er meget forskellige, og som henvender sig til forskellige aldersgrupper, for at nå så bredt ud som muligt. Og det er enormt berigende at få positive tilbagemeldinger fra arrangørerne, som fortæller om glade børn” siger borgmester Avaaraq Olsen.

En af aktiviteterne har altså været Summer Camp, hvor en gruppe børn har brugt naturen på forskellige måder, som ses på billederne her: