Fire dages arbejde kulminerede i går kl. 15.00, da ”But Baby It’s Cold Outside” løb med sejren i Nuuk Snow Fest 2022. Andenpladsen gik til ”Woodchoppers”, mens ”Art School” tog tredjepladsen. Publikumsprisen gik til ”Team Kigutit”.
Mange mennesker har lagt vejen forbi Kolonihavnen, hvor 15 hold har arbejdet i fire dage på at lave hver deres sneskulptur. De tre dommere Peter Barfoed, Ivínguak Stork Høegh og borgmester Charlotte Ludvigsen har bedømt skulpturerne ud fra fire kriterier; kunstnerisk kvalitet, håndværk, idé/budskab samt udnyttelse af sneen.
Selvom Nuuk Snow Fest 2022 officielt er slut, kan alle fortsat nyde synet af de flotte sneskulpturer, som bliver stående frem til fredag d. 11. marts.
Vinderne blev “But Baby It’s Cold Outside”
”But Baby It’s Cold Outside” med skulpturen “In a little while” og dommerne Borgmester Charlotte Ludvigsen, Ivínguak Stork Høegh og Peter Barfoed.
Dommerne begrundede valget af førstepræmien med, at skulpturen er lavet med høj kunstnerisk værdi, kreativitet og teamet har udnyttet volumen af kuben. Skulpturen har et budskab om fred som er utrolig aktuelt.
Andenpladsen gik til ”Woodchoppers”
”Woodchoppers” med skulpturen ”Wood” og dommerne Borgmester Charlotte Ludvigsen, Ivínguak Stork Høegh og Peter Barfoed.
Dommerne lagde vægt på, at sne og træ som materialer spillede godt sammen. Skulpturen virker organisk, og den formår at formidle budskabet om meditation, når man går i skoven, rigtig godt.
Tredjepladsen gik til ’Art School’ med værket ’Free Art’
Begrundelsen var deres budskab om, at alle har ret til at sige noget. Værket kombinerer traditioner og natur med by og udvikling. Værket har en kvindelig side og en mandlig side.
Endelig gik publikumsprisen til Team Kigutit
Publikumsprisen blev fundet ved afstemning på festivalpladsen.
Tak til de mange gæster der har besøgt festivalen i år. Vi glæder os allerede til næste års Nuuk Snow Fest. Nuuk Snow Fest 2023 bliver afholdt i dagene 2.-5. marts 2023.
Nuuk Snow Fest 2022 var sponseret af Kommuneqarfik Sermersooq – Sermeq puljen, Nuummi Najukkami Ataatsimiititaq – Nuuk Lokaludvalg, Brugseni Nuuk, U.S. Consulate Nuuk, GrønlandsBANKEN, Nuuk Water Taxi, Royal Greenland , Vinslottet Grønland, Qiviut ApS, Stark Nuuk, SIKUKI Nuuk Harbour og Milik Publishing.