I slutningen af august vil 200 unge mennesker fra hele den arktiske region samles i Nuuk, med det fælles mål at finde innovative løsninger til nogen af verdens største udfordringer.
Det er den internationale organisation UNLEASH, der i samarbejde med blandt andre Kommuneqarfik Sermersooq har valgt at lægge sit første regionale Innovation Lab i den grønlandske hovedstad.
UNLEASH fokuserer på at hjælpe unge talenter, der har innovative ideer til hvordan verden opnår FN’s 17 mål for bæredygtigt udvikling. Det sker blandt anden gennem en række seminarer, kaldet Innovation Labs, hvor talenterne kan få hjælp til at udvikle deres ideer, og til at komme i kontakt med virksomheder og organisationer der kan hjælpe med at føre deres ideer ud i verden.
UNLEASH har tidligere været vært for fem globale Innovation Labs, men arrangementet i Nuuk bliver det første der fokuserer på en region, nemlig Arktis.
De 200 deltager, der er mellem 18 og 35 år, vil fra den 20. til 27. august få hjælp og sparring omkring deres ideer. De bedste ideer vil blive belønnet med priser, og idemændene vil efterfølgende blive tilbudt hjælp til at føre deres ideer ud i verden.
Kommuneqarfik Sermersooqs borgmester Charlotte Ludvigsen er meget tilfreds med, at det er lykkedes at få UNLEASH til at placere sit første regionale arrangement i Nuuk. Netop innovation og FN’s verdensmål spiller nemlig en stor rolle i Kommunens udviklingsplaner.
”De unge mennesker er vores fremtid. I vores kommune arbejder vi fokuseret med at støtte entreprenørskab og innovation blandt de fremtidige generationer. Jeg ser en voksende bevægelse indenfor bæredygtig innovation, som jeg tror, UNLEASH kan være med til at styrke. Vi er stolte af at være værter for innovationsprogrammet her i vores smukke hovedstad, og vi arbejder tæt sammen med UNLEASH for at sikre, at programmet skaber positiv værdi for vores samfund. Personligt ser jeg meget frem til at byde unge fra hele Norden og Arktis velkommen og vise dem, alt vi har at byde på inden for innovation og bæredygtige initiativer”, siger Charlotte Ludvigsen.
Formanden for bestyrelsen i UNLEASH, Flemming Besenbacher, glæder sig også over at valget faldt på Nuuk
”Jeg er særligt glad for, at vi skal være vært for et Innovation Lab, der fokuserer på de regionale udfordringer i Arktis og Norden, og jeg kan ikke tænke mig en bedre vært end Grønland. Jeg besøgte for nylig Grønland og havde fornøjelsen af at møde så mange talentfulde grønlændere, der er engagerede i innovation for en bæredygtig fremtid,” siger Flemming Besenbacher, formand for UNLEASH. Åbnings og afslutningsceremonien ved UNLEASH Greenland vil være åbent for offentligheden