Medarbejdere fra Børnerejseholdet har samlet specialisterne i Tasiilaq i et nyt netværk, hvor de sammen kan forbedre hjælpen, som borgerne tilbydes.
Blandt de ni psykologer og terapeuter, der deltog i deres nye netværks første møde i Tasiilaq, var Andu Schiødt Olsen, som er en psykoterapeut fra forvaltning for Børn og Familie, samt Trudy Kreutzmann som er skolepsykolog.
Andu S. Olsen har arbejdet for børn- og familiecentret i Tasiilaq i otte måneder som psykoterapeut. Det har ikke altid været nemt, da hun ikke har kunnet finde nogen at sparre med lokalt, når det handler om arbejdet.
”Det er en stor lettelse for mig og vores arbejde her i selve byen med det nye netværk og supporten. For borgerne vil det give en vis tryghed og energi, fordi de ved, at der er flere til at tage fat i de svære og tunge emner rundt omkring”, siger Andu.
Trudy Kreutzmann har ligeledes arbejdet i Tasiilaq som skolepsykolog i flere år. Hun mener, at det nye netværk vil være en kæmpe styrke, når det handler om at hjælpe børnene.
”Man kan let føle sig tabt, når man arbejder i en skole, hvor børn har meget forskelligartede problemer. Specielt når man ikke er en ekspert på alle områderne. Derfor er det vigtigt med netværket. Her kan man snakke med de andre eksperter og arbejde sammen med at udforske forskellige metoder og teorier, som man kan bruge for at hjælpe”, siger Trudy.
De forskellige psykologer og terapeuter vil komme til at holde jævnlige møder med hinanden og give dem selv den support, som de kan have brug for med hinanden og styrke deres samarbejde for borgerne i Tasiilaq.