Borger

Tre svagtseende børn i Nuuk får bolddonationer fra UEFA Foundation for Children

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Forvaltningen for Børn og Familie fik i starten af juni måned en donation på tre små bolde fra UEFA Foundation for Children. Disse bolde indeholder små kugler, som giver lyd fra sig, når de ruller eller rystes, hvilket er perfekt for blinde eller svagtseende børn. Og i Nuuk fik tre heldige, svagtseende børn disse gaver.

Team Børn med Handicap, fra Forvaltningen for Børn og Familie, fik i juni bolddonationer fra UEFA Foundation for Children i sammenhæng med projektet ”A ball for all”, et projekt startet af Youthorama NGO, som går ud på at give blinde og svagtseende børn en chance for at kunne være med i fysiske aktiviteter som alle andre børn. Foreløbigt har projektet nået frem til 207 lande, som du kan læse mere om her.

Boldene indeholder små kugler, som giver lyd når de ruller eller bliver rystet. Dette gør, at blinde og svagtseende børn kan følge boldene og dermed deltage i boldspil af forskellige slags.

I Nuuk fik børnene Solveig Markussen, Ilasiaq Heinrich og Malik Holm Lyberth disse dejlige donationer. De er alle tre synshæmmede og kunne som regel ikke være med til at spille bold med andre børn – men nu kan de!

Taknemlig og glad

”Forvaltningen for Børn og Familie er utrolig glad for, at vores medarbejder Ioanna Mavrokefalidou Andersen har fået etableret kontakt til UEFA Foundation for Children og gennem dem har fået doneret tre UEFA-bolde, som er udarbejdet specielt til blinde og svagtseende. Det var en glæde at se, hvor glade børnene blev. Det viser, hvor vigtigt det er at få fat i det rette redskaber til børn med særlige behov”, siger direktør for Forvaltningen for Børn og Familie, Martha Lund Olsen.

Som regel arbejder Team for Børn med Handicap udelukkende med forældre og andre tilknyttede samarbejdspartnere og ser næsten aldrig børnene fysisk. Børnene tog boldene til sig og er virkelig glade for dem. Det var også en nydelig og positiv oplevelse for Team for Børn med Handicap, da de fik chancen for at interagere direkte med børnene.

Forvaltningen for Børn og Familie er meget taknemlige for donationen og muligheden for at kunne være med til at bringe glæde ind i børnenes liv.