Anonym underretning

Når du underretter som privatperson, kan du vælge at være anonym.

Ønsker du at være anonym, må dit navn ikke fremgå af mailen eller brevet. Hvis du ringer og ønsker at være anonym, skal du ikke sige dit navn, men blot fortælle, at du vil aflevere en anonym underretning.

Notatpligt

Kommunen har notatpligt i henhold til Landstingslov nr. 9 af 13. juni 1994 om offentlighed i forvaltningen Notatpligt m.v. § 6. Det betyder, at hvis du opgiver dit navn i telefonen, under et møde eller i en skriftlig underretning, er du ikke længere anonym.

Når vi modtager en opringning, orienterer vi om tavshedspligtsreglerne og om kommunens notatpligt. Disse regler betyder, at vi ikke lovligt kan ”udstede en forhåndsgaranti” om, at du som underretter kan forblive anonym i forhold til familien.

Hvis du efter at have oplyst dit navn ønsker at forblive anonym, f.eks. på grund af dit forhold til familien som familiemedlem, nabo eller lignende, er der efter Landstingslov nr. 8 af 13. juni 1994 om sagsbehandling i den offentlige forvaltning § 15 mulighed for at undtage dit navn fra aktindsigt. Det kan dog kun ske, hvis det kan begrundes med et særligt hensyn til dig, og kun hvis det hensyn klart overstiger hensynet til familiens behov for at få oplyst identiteten, på hvem der har underrettet.