Borger

Nuuks nye viceberedskabschef: Man ved aldrig hvad der sker om 5 minutter

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

53-årige Jakob Petersen, der er opvokset i Nuuk, startede pr. 1. juli som viceberedskabschef.

Jakob Petersen er uddannet kølemontør og han har siden 1988 været brandmand ved siden af jobbet som montør. Han har også været ansat som indsatsleder i Kangerlussuaq.

”Jeg blev nok brandmand på grund af Mogens Trolle. Han var brandmand i 1960´erne i Nuuk og han plejede at fortælle om sit arbejde og jeg tror jeg er blevet inspireret af ham.”

Jakob Petersen har mange års erfaringer og igennem tiden har han oplevet både positivt og negativt i jobbet som brandmand.

”Når der opstår en brand og når alle har forladt brandstedet, er det os som går ind. Jobbet er enormt spændende og handler om at hjælpe andre. Det er altid i ens baghoved, at man aldrig ved, hvad der sker om 5 minutter.”

”Nu har jeg været her i 15 dage og jeg er ved at få overblik over beredskabet i Nuuk og de to bygder, Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat.”

I takt med udviklingen, skal der også tænkes i nye baner.

”Hovedstaden vokser og man forventer en befolkningstilvækst på cirka 30.000 indbyggere og derfor skal der planlægges. Vi får også snart en større lufthavn, og beredskabet skal dermed også opgraderes.”

I fritiden sejler han sammen med sin samlever og familie.