Borger

Iværksætteri og lokale produkter

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Royal Greenland A/S og FoodLab Nuuk indgår partnerskab for at få skabt flere lokalproducerede fødevareprodukter.

I september 2019 åbnede Kommuneqarfik Sermersooq dørene op til FoodLab i Iværksætterhuset på Nuukullak. Initiativet bygger på et ønske om at smidiggøre processen fra idé til endeligt produkt, ved at tilbyde leje af produktionsfaciliteter for småskala-fødevareproducenter.

– FoodLab har til formål at skabe bedre grundlag for udvikling af nye kommercielle tiltag på fødevareområdet. Rigtig mange er gode til at bruge lokale råvarer i dagligdagen, og eksperimenterer med både nye og gamle tilberedningsmetoder derhjemme. Alle med den interesse vil vi gerne tiltrække i FoodLab, for ud af dét vil der på sigt kunne gro nye og spændende fødevarevirksomheder, siger senior projektleder i FoodLab, Anne Nivíka Grødem.

Royal Greenland A/S ser også potentialet for erhvervsudvikling på fødevareområdet, og melder sig derfor som samarbejdspartner til FoodLab.

– For at få skabt en bæredygtig udvikling af fødevareområdet, er det afgørende at der kommer flere lokalproducerede produkter på hylderne. Som en etableret fødevareproducent, er det naturligt for os, og en del af vores CSR-strategi, at bidrage til denne udvikling og tilbyde vores kompetencer og ekspertise, siger Royal Greenlands salgschef for Hjemmemarked, Malik Hegelund Olsen.


Hjælp til lejen

Samarbejdet mellem Royal Greenland og FoodLab består af to konkrete indsatser. Det ene er at sponsorere lejen til FoodLab-lokalerne. Det kan være dyrt at starte op som madiværksætter, hvis man først skal investere i produktionsfaciliteter og køkkenudstyr.
– FoodLabs lokaler rummer et fødevaregodkendt køkken med professionelt køkkenudstyr, som kan lejes på timebasis. Her kan spirende madiværksættere, uden den store investering, eksperimentere og producere, eller tilbyde madworkshops og pop-up events, fortæller Anne Nivíka Grødem.
Dér vil Royal Greenland kunne bidrage med økonomisk hjælp i form af tilskud til lejen.
– Vi kan se at det at være madiværksætter kan være en bekostelig affære, hvis man først skal investere i udstyr. Ved at hjælpe med lejen kan en iværksætter koncentrere sig om at innovere sin idé, siger Malik Hegelund Olsen.

Mentorgruppe etableret

Det andet samarbejdsområde som partnerskabsaftalen rummer er rådgivning til iværksætterne gennem en ny mentorgruppe, FoodLab Advisory Board, FAB.

– De innovative madiværksættere kan have behov for sparring eller rådgivning. I den forbindelse vil Royal Greenland kunne bidrage ved at deltage i den nyetablerede mentorgruppe FoodLab Advisory Board, FAB. Den består af kompetente mentorer med specifik viden inden for blandt andet detailhandel, fødevarelovgivning, produktion, konceptudvikling og drift af virksomhed, siger Anne Nivíka Grødem og forsætter.
– Vi ved at det kan virke uoverskueligt at skulle etablere en fødevarevirksomhed. FAB er derfor tænkt som en hjælpende hånd for de som har en idé til et fødevareprodukt, og har brug for sparring og hjælp her og nu. Samarbejdet med Royal Greenland er afgørende for at vi kan eliminere de barrierer som står i vejen for forløsning af det kommercielle potentiale på fødevareområdet, slutter Anne Nivíka Grødem.

Partnerskabsaftalen er indgået 01.08.2020.

For yderligere informationer kontaktes: Senior projektleder i FoodLab/Sermersooq Business – Anne Nivíka Grødem, tlf. 560282, e-mail: nivika@business.gl eller Salgschef i Hjemmemarked, Malik Hegelund Olsen, tlf. 361302, e-mail. malo@royalgreenland.com

Fakta

HVAD KAN MAN BRUGE FOODLAB TIL? FoodLabs lokaler egner sig til småskalaproduktion af fødevareprodukter, madevents og workshops. Endvidere rummer FoodLab et eventrum, hvor man kan dele nye madoplevelser, og teste spændende madkoncepter af.

HVEM KAN BRUGE FOODLAB? FoodLab faciliterer et åbent og innovativt miljø for alle der elsker at eksperimentere med mad og gode råvarer. Huset er fysisk placeret i Nuukullak 35 i Nuuk, men alle som ønsker at arbejde med fødevarer kan leje sig ind.

Læs mere om FoodLab på www.foodlab.gl

Facebook @foodlabnuuk

Foto: Magnus Biilmann Trolle