Borger

Kunngi – teknik i kunsten

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Farver, firkanter og forvrængninger: Kunngi på en ny måde

Onsdag den 9. maj 2018 kl. 17 åbner udstillingen ’Kunngi – teknik i kunsten’ på Nuuk Kunstmuseum. Malerier, grafik og arbejdsskitser af den anerkendte og produktive, grønlandske billedkunstner Frederik ’Kunngi’ Kristensen (f. 1952) bliver vist side om side i én samlet udstilling.

Med udstillingen ’Kunngi – teknik i kunsten’ ønsker Nuuk Kunstmuseum at vise Kunngis billedkunst i et andet lys end hidtil.

Farverige nonfigurative malerier vil live museets hvide vægge op, samtidig med at en række af Kunngis tidlige grafiske værker og skitser indtager rummet – hvoraf mange aldrig før har været vist i offentligheden. På den måde inviteres de besøgende til at få et indblik i Kunngis arbejdsmetode fra idé til færdigt kunstværk, og de kan gå på opdagelse og finde sammenhænge mellem skitser, grafik og maleri på lærred.

I små skitser på papirlapper og rudekuverter vokser Kunngis finurlige univers frem. Her er det som oftest firkantens geometriske form, der er hovedperson og som udgør omdrejningspunktet for de abstrakte værker. Kunngis utrættelig udforskning af netop firkanten leger med skabelsen af rum, flader og nye måder at kombinere elementerne på.

I jagten på at nedbryde og forandre firkanten går Kunngi systematisk til værks, når det kommer til hans valg af farver: Ud af de tre grundfarver – gul, blå og rød – vælger han typisk to og skjuler den tredje i en opblandet farve. Det er de kraftige farver, Kunngi arbejder med, og som han selv siger, så er det farverne, der giver billederne kraft.

Ved åbningen af udstillingen ’Kunngi – teknik i kunsten’ på Nuuk Kunstmuseum, vil Frederik ’Kunngi’ Kristensen selv være til stede og koret Qissiat vil fremføre sange, som han har skrevet og komponeret. Derudover vil borgmester for Kommuneqarfik Sermersooq Asii Chemnitz Narup holde åbningstalen. Alle interesserede er naturligvis velkomne!

Udstillingen vil blive vist frem til søndag den 8. juli 2018.