Borger

Ny hjemmeside med information om COVID-19 er gået i luften

Historic information

Information such as rates, opening hours, rules etc. in this article might not apply today.

I et samarbejde mellem landets kommuner, er en ny informationshjemmeside stablet på benene. CORONA.GL skal informere borgere om, hvad der er op og ned i forbindelse med corona-virussen. På CORONA.GL kan du få svar på dine spørgsmål og få et overblik over, hvilke tiltag, der gælder i både Nuuk og resten af landet. Informationerne kommer fra landslægeembedet.

Det kan være svært at finde ud af, hvilke regler, der gælder eller hvordan man skal forholde sig i forhold til corona-virussen. Med CORONA.GL kan borgere holde sig opdateret uden at lede længe efter den rette information. Formålet med hjemmesiden er at samle de vigtigste informationer fra Landslægeembedet på en måde, der gør det nemt at finde ud af, hvilke regler man skal rette sig efter og hvad man selv skal være opmærksom på for at undgå at smitte sig selv og andre.

– I alle landets kommuner har vi oplevet en efterspørgsel på information om, hvad man må og ikke må her i landet i forbindelse med corona-virussen. Derfor er vi gået sammen om at lave CORONA.GL, som både informerer om regler i Nuuk og i resten af landet. På CORONA.GL besvares også de mest almindelige spørgsmål, forklarer kommunaldirektør i Kommuneqarfik Sermersooq Lars Møller-Sørensen.

Hjemmesiden beror på information fra de ledende myndigheder og i særdeleshed Landslægeembedet, og er naturligvis tilgængelig på både grønlandsk og dansk. Hjemmesiden går skridtet videre og har oversat informationerne til engelsk for de borgere, som hverken taler grønlandsk eller dansk.

– Det er særdeles vigtigt, at vi stiller informationskanaler til rådighed for alle vores borgere i landet. Herunder de engelsktalende borgere. Og mindst lige så vigtigt er det, at vi samarbejder på tværs af kommunegrænser og myndigheder. Vi har alle et ansvar for at komme godt igennem dette, siger kommunaldirektøren.

Du kan selv læse mere om gældende regler, få svar på dine spørgsmål og få aflivet et par myter på hjemmesiden CORONA.GL.