Borger

Kofoeds Skole fortsætter sit gode arbejde

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooq og Kofoeds Skole Nuuk har indgået en samarbejdsaftale der sikrer, at skolen fortsat kan tilbyde udviklende aktiviteter til voksne der har brug for hjælp.

Den første projektperiode på 3 år er slut og Kommuneqarfik Sermersooq tager over med den økonomiske forpligtigelse.

– Kofoeds Skole er samlingspunktet for mange borgere. Skolen er populær blandt eleverne, men også blandt befolkningen og derfor er det ekstra glædeligt, at vi kan fortsætte det gode samarbejde, siger borgmester Asii Chemnitz Narup.

– Skolen kører med princippet hjælp til selvhjælp. I de 3 år som skolen har eksisteret, har eleverne gjort sig positivt bemærket i lokalbefolkningen. Deres kor er kendt og elsket af befolkningen og ved juletid laver de genbrugs juletræer af gamle paller, hvilket også er yderst populært blandt befolkningen. Jeg glæder mig til at fortsætte samarbejdet med Kofoeds Skole i de kommende år, siger Asii Chemnitz Narup.

Kofoeds skole åbnede i 2016. Skolen er et tilbud for de personer, som gerne vil hjælpe sig selv til et bedre liv. Skolen tilbyder rådgivning, praktisk hjælp samt socialt samvær. Som elev på Kofoeds Skole kan man følge et stort udbud af undervisning, værkstedsfag og projekter. Man kan også komme i arbejdstræning og få hjælp til personlig udvikling.

Projektleder i Kofoeds Skole, Gudmundur Thorsteinsson er også glad for samarbejdet med Kommuneqarfik Sermersooq.

– I de 3 år der er gået, har Kofoeds Skole vundet en plads hos befolkningen, og systemet i sin helhed. Samarbejdet undervejs har været meget godt og dette kan vi bygge videre på. Personalet og eleverne i Kofoeds Skole glæder sig til at komme videre og i endnu tættere samarbejde med Kommuneqarfik Sermersooq og dens medarbejdere, siger Gudmundur Thorsteinsson.