Borger

Stueleder i Nukariit: Jeg arbejder, hvor der er brug for mig

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Coronakrisen kræver noget ekstra af os alle. Det kan betyde overarbejde, nye arbejdsopgaver, mens andre bliver nødt til at tilpasse sig situationen og fortsætte deres arbejde. Samfundet er et fællesskab, og derfor er det fællesskabet, der skal træde til og hjælpe, også selvom det betyder at lave noget helt andet, end du plejer. Kommuneqarfik Sermersooq sætter fokus på hverdagens helte, som hver især udgør samfundets bærende søjler i denne svære tid. Der er brug for mange flere som dem. Der er brug for dig.

Marie R. Møller er til daglig stueleder for de store børn i Nukariit. Udover at være pædagog er hun også uddannet socialhjælper, og skulle der blive behov for de kompetencer, er hun helt afklaret med at udføre et andet stykke arbejde for en periode, hvis samfundet har brug for det.

”Hvis der er brug for mig på eksempelvis et plejehjem eller et ældrecenter, så er jeg klar til at hjælpe til” siger Marie R. Møller, der ikke lader sig afskrække af tanken om at arbejde med noget andet for en kort periode.

Hun mener, at det er meget vigtigt, at vi hjælper hinanden, som vi bedst kan. Også selvom det måske ikke er gennem vores normale arbejde.

Vi skal gennem det sammen  

I børnehaven fortsætter Marie R. Møller i øjeblikket arbejdet som pædagog, for at opretholde nødpasning af børn til forældre, der har driftkritiske stillinger. Men tingene er ikke, som de altid har været.

”Der er naturligvis væsentligt færre børn end normalt. Og dem, der er her, sørger vi for at fordele jævnt i forskellige lokaler, så der ikke er mange på samme sted”, forklarer hun.

Selvom både hun og andre kollegaer har været nervøse over situationen, har de været gode til at få talt ud om det og bevare roen. Især for børnenes skyld, for det er ikke godt for dem at komme steder, der er præget af utryghed, fortæller Marie med en rolig stemme.