Siden forvaltningen for Børn og Familie blev en realitet maj måned i år, har Helene Horsbrugh stået i spidsen for den som konstitueret direktør. Den titel vil hun fortsat have i to måneder, indtil Martha Lund Olsen tiltræder den 1. december.
Udnævnelsen af den nye direktør betyder imidlertid ikke, at Helene Horsbrugh forlader forvaltningens topledelse, for hun tiltræder nemlig i en nyoprettet stilling som udviklingschef. I den nye stilling skal Helene Horsbrugh sikre, at den udviklingsplan, som hun selv i samarbejde med Udvalget for Børn og Familier har udarbejdet, bliver ført ud i livet.
”Det er spændende og udfordrende at fungere som direktør for forvaltningen i etableringsfasen. Jeg glæder mig over, at jeg også efter 1. december får mulighed for at bidrage til at udviklingsplanen føres ud i livet,” siger den kommende udviklingschef.
Helene Horsbrugh har været ansat i Kommuneqarfik Sermersooq siden 2015.