Coronakrisen kræver noget ekstra af os alle. Det kan betyde overarbejde, nye arbejdsopgaver, mens andre bliver nødt til at tilpasse sig situationen og fortsætte deres arbejde. Samfundet er et fællesskab, og derfor er det fællesskabet, der skal træde til og hjælpe, også selvom det betyder at lave noget helt andet, end du plejer. Kommuneqarfik Sermersooq sætter fokus på hverdagens helte, som hver især udgør samfundets bærende søjler i denne svære tid. Der er brug for mange flere som dem. Der er brug for dig.
Elisabeth Sikemsen mener, at alle bør spørge sig selv, hvad de kan gøre for samfundet for at komme gennem coronakrisen. Det har hun gjort som leder i Børnahaven Ungaaq, hvor tryghedsskabelse er det, de er bedst til.
”Hvis samfundet skal kunne køre rundt, skal vi hver især spørge os selv, hvad kan jeg gøre? Vi skal igennem det sammen, og derfor skal vi samarbejde”, siger Elisabeth Sikemsen.
Børnahaven Ungaaq opretholder i disse dage et nødberedskab, så de forældre, der varetager driftkritiske samfundsopgaver kan få passet deres børn. Ganske forståeligt er mange bekymrede. Det gælder både børn, forældre og personale. Heldigvis er tryghed en ægte spidskompetence i en institution som Ungaaq, og det er der hårdt brug for i disse dage.
”Det vigtigste er, at børn, forældre og personale er trygge. Det er jo første gang, vi står i en situation som denne, og det er selvfølgeligt meget svært at planlægge efter, så vi tager en dag ad gangen”, siger Elisabeth Sikemsen.
Hun er meget opmærksom på at lytte til folks bekymringer, fordi det kan give lidt ekstra ro at mærke, at man bliver hørt, når man er er bekymret. Desuden sørger hun for at holde sig selv og personalet informeret med de seneste nyheder og anbefalinger, da større vished om situationen også giver mere tryghed.
For Elisabeth er det et spørgsmål om samfundsansvar, at opretholde nødberedskabet.
”Hvad med de børn, hvis forældre arbejder hos politiet, Sana og supermarkederne? Vi er alle afhængige af at de kan arbejde for at håndhæve loven, passe de syge og sikre, at vi kan købe mad. Vi skal tage et medansvar, for der er brug for os.”