Borger

Royal Run flyttes til efteråret

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

På grund af covid-19 udsættes Royal Run til efteråret. Dette sker for at sikre deltageres og tilskueres sikkerhed og sundhed.

Selv om der fortsat er over to måneder, til Royal Run efter planen skulle afvikles d. 1. juni, har en enig styregruppe i samråd med de lokale arrangører, Kongehuset og mediepartneren TV 2 besluttet at udsætte Royal Run til søndag d. 6. september. Royal Run i Nuuk, Grønland, flyttes fra 28. maj til d. 30. august.

”Vores absolut vigtigste opgave er at sikre sikkerheden og sundheden for de deltagere og tilskuere, der bakker op om Royal Run. Derfor har vi valgt at træffe beslutningen om at udsætte begivenheden, og vi er meget taknemmelige for, at vi sammen med vores lokale arrangører på forholdsvis kort tid har kunnet finde en ny dato,” indleder Morten Mølholm Hansen, direktør i Danmarks Idrætsforbund, på vegne af Royal Runs styregruppe.

Knap 80.000 personer er allerede tilmeldt Royal Run i København/Frederiksberg, Sønderjylland, Odense, Aalborg, Bornholm og i Nuuk, og arrangørerne bag ser frem til at give alle deltagere, tilskuere og tv-seere en stor oplevelse d. 30. august i den grønlandske hovedstad og d. 6. september herhjemme.

”Den nuværende situation påvirker os alle, også i Grønland, og det er for rigtig mange mennesker en meget vanskelig tid. Vi glæder os derfor til, at vi sammen til Royal Run efter sommer kan mødes i en glædelig folkefest i kølvandet på denne meget alvorlige tid,” lyder det fra Morten Mølholm Hansen.

Royal Run afvikles søndag d. 6. september i:

Royal Run 2020 kickstartes d. 30. august i Nuuk, Grønland, hvor Kronprinsen løber 10 km.

Der er fortsat muligt at tilmelde sig i alle byer på nær Sønderborg, der er udsolgt.

Tilmelding sker på Royal Runs hjemmeside, hvor man også kan få svar på praktiske spørgsmål i forbindelse med udsættelsen: www.royalrun.dk