Borger

2. viceborgmester holdt borgermøde

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Kommuneqarfik Sermersooqs budget for år 2021 blev tirsdag den 19. januar præsenteret for borgerne i Tasiilaq.

Det var 2.viceborgmester Harald Bianco der havde inviteret til borgermøde, mens Gert Ignatiussen var ordstyrer ved arrangementet, hvor 20 interesserede og spørgelystne borgere aktivt deltog.

”Det var en rigtig god aften, og det var også rart for mange af de fremmødte at det foregik på østgrønlandsk”, fortæller Marie Hiemer, der var med til borgermødet.

Boligbyggeri i Tasiilaq, kunstgræsbane i Kuummiit og et nyt plejehjem var blot nogle af de projekter der blev præsenteret på borgermødet. Her har Kommuneqarfik Sermersooq frem til 2024 afsat 32,5 millioner kroner til opføring af boliger i både Tasiilaq og Paamiut.

Et nyt plejehjem i byen skal også være med til at fremtidssikre de ældres gode rammer i byen. Også mor-barn huset er der fokus på, hvor der i alt er afsat 12,6 millioner kroner, til personale og drift.

”Det var rigtig rart at få at vide hvad der skal ske her i byen. Mange går jo rundt og mener at alting står stille her i byen, men til borgermødet fik vi et godt indblik i hvad pengene skal bruges til, og hvilke planer der er for byen”, fortæller Marie Hiemer.

Medlem af kommunalbestyrelsen Knud Mathiassen fra IA og Mala Høy Kuko fra Siumut, deltog også i borgermødet, og svarede i samarbejde med 2.viceborgmester Harald Bianco på forskellige spørgsmål fra borgerne.