Den 22. og 23. oktober fik borgerne i Paamiut kursus i selvmordsforebyggelse, hvor de blandt lærte om hvordan man håndterer folk med selvmordstanker på en konstruktiv måde, samt hvordan man bedst taler med efterladte efter selvmord.
Det velbesøgte kursus blev arrangeret af forebyggelseskonsulent Augustine Rosing, som på kurset blev ledsaget af Kirstine Davidsen, som er ekspert inden for samtaleteknik for de efterladte ved selvmord, samt hvordan man på en konstruktiv måde kan håndtere folk med selvmordstanker.
”Politiets rapport for 2019 understreger, at der sidste år har været mere end 800 mennesker i Grønland, som har truet med at begå selvmord. Det viser, at det er på tide at sætte fokus på emnet, og at borgerne har brug for redskaber til at hjælpe andre”, siger forebyggelseskonsulent Augustine Rosing fra Paamiut.
Hun uddyber: ”Borgerne bør ikke udelukkende være afhængige af myndighederne, når emnet drejer sig om selvmord. Formålet med kurset er derfor at rusteborgerne bedre til at tage de samtaler, som kan være med til at afhjælpe selvmordstanker hos andre samt at give dem de nødvendige værktøjer til at snakke om sorg og tab.”
De 26 deltagende kursister var fra forskellige virksomheder og organisationer i byen.
Foredrag for børn og unge
I forlængelse af kurset blev der holdt foredrag om selvmord og følgerne for de efterladte. Deltagerne var 8.-10. klasse-elever fra Atuarfik Tuiisaq, samt borgere tilknyttet Majoriaq og studerende ved Piorsaavik. Mere end 50 deltog.
”I løbet af det to timers foredrag fik vi undervist i mange forskellige teknikker, og tilbagemeldingen var, at deltagerne fik en masse gode ting ud af det”, siger Augustine Rosing.
Mange forskellige emner blev taget op under kurset og foredraget, bl.a. hvordan man opfatter selvmord. Der var også fokus på, hvordan man håndterer alvorlige kriser, hvor kursisterne fik redskaberne til at vurdere alvoren af en selvmordstrussel, hvornår man underretter myndighederne, og hvornår man selv kan tage hånd om situationen.
Opfordring til handleplan
Under kurset blev der oprettet et samarbejdsteam bestående af ansatte ved virksomheder, organisationer og institutioner i byen. Kirstine Davidsen opfordrede samarbejdsteamet til at oprette og implementere en handleplan.
”Handleplanen kan hjælpe med at identificere, når der f.eks. er nogen som har selvmordstanker eller dyb sorg og på forhånd fastlægge, hvad den rigtige fremgangsmåde er i den specifikke situation”, siger Kirstine Davidsen.
Ligeledes blev eleverne og lærerne til foredraget opfordret til at lave en handleplan, der skal gælde i deres skoleklasser.