Borger

Succesoplevelser med Ipad’en

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Ipad-projektet startede i februar som et pilotprojekt i mellemtrinnet på Atuarfik Hans Lynge. 14 lærere har været på kursus i brugen af ipad i undervisningen og en af dem er Mette L. Willumsen.

– Ipad’en skal ses som en del af penalhuset. Det er et læringsredskab. For flere af eleverne har det været motiverende at bruge Ipads, både blandt de svage elever men også blandt de stærke elever.

– Jeg får flere af elevernes evner at se. Vi har eksempelvis en elev der er ordblind og han kan pludselig vise, hvor dygtig han er. Via ipad’en kan han tegne og tale. Det er så dejligt at se ham blomstre. Jeg vidste godt at han var ordblind, men det var svært at få hans evner frem i den almindelige undervisning. Nu kan han vise hvor meget han egentligt kan og jeg kan virkelig mærke, at det har givet ham mere selvtillid og selvværd. Undervisningen motiverer og børnene bliver aktive, når vi bruger ipad’en.

– De stærke elever får også succes-oplevelser. Jeg kan sætte dem i gang med en opgave som de så kan gå i gang med. De arbejder mere selvstændigt og bliver udfordret ved at bruge Ipad’ens mange muligheder. Derved kan jeg også koncentrere mig mere om de svage elever. Det giver en stor tilfredshed for mit lærer-hjerte.

– Der findes en masse apps. Vi bruger eksempelvis BookCreator, hvor vi lige nu arbejder med ”talemåder” i dansk. Eleverne har arbejdet med flere medier, såsom lyd, film og billeder. Og pludselig har vi 26 forskellige talemåder som vi kan dele med hinanden og blive inspireret af, siger Mette L. Willumsen.

Det er sjovt

10-årige Alberthe Brandt synes det er sjovt at bruge ipad’en i skolen: – Jeg har selv en derhjemme, men den bruger jeg til at se youtube med. I skolen bruger vi ellers papir og blyanter, men det er meget bedre med en ipad. Vi skal bare bruge fingeren til at styre med. Vi kan lave lyd, video og vi kan ligge billeder ind.

– Jeg skal heller ikke ha’ så meget hjælp fra læreren. Vi arbejder meget mere selvstændigt, siger Alberthe Brandt.

Landets fem kommuner er gået sammen om et nyt projekt i folkeskolen til en samlet værdi på mere end 200 millioner kroner. En vigtig del af projektet er teknologi og digitalisering. Alle landets elever, lærere og lærerstuderende vil få udleveret en Ipad.