Musikskolen i Nuuk har haft stor flyttedag, og er klar til at samle alle de musikalske børn og unge sammen i ét hus. Store og bedre lokaler har erstattet små lokaler, der ikke var egnet til musikundervisning.
Før havde musikskolen både lokaler ved kolonihavnen Nuutoqaq og ved AKO’en Illu. Det er ikke længere tilfældet, og alle der benytter Musikskolen, skal fremover have undervisning i Miki. Miki ligger over for Nuuks Gymnasiums røde kollegie.
Trygge rammer
Her kan lærerne på Musikskolen også få et tættere samarbejde med børnene, og samtidig vil eleverne få undervisning i tryggere rammer, da de får en fast base.
-Det er for at gøre det trygt for alle børnene, ved at være samlet i på et sted, at vi har valgt at flytte. Tit var det sådan, at man først rigtigt mødte hinanden, når der skulle spilles koncert, fordi nogle elever øvede i Illu, mens andre øvede sig i huset ved kolonihavnen. Nu kan de alle sammen øve sig under samme tag, og sammenholdet vil blive bedre, forklarer leder af Musikskolen, Pipaluk Lynge Berthelsen.
Containeren afløses også
De som øver deres musikalske talenter i Musikskolens container skal indtil videre stadig øve i containeren. Den vil dog blive flyttet op til Miki på et senere tidspunkt.
Der vil fremover også udelukkende afholdes Musikskolekoncerter i Miki, til stor glæde for Pipaluk Lynge Berthelsen.
– Nu slipper børn og unge for at gå og være usikre på hvor den næste koncert skal spilles henne, nu har vi en fast base og det er vi glade for. Vi glæder os utroligt meget til at få det hele på plads, siger hun.