Borger

Det er dejligt når man kan hjælpe andre

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

32-årige Bebiane Abrahamsen er en del af hjemmehjælper-teamet i Nuuk.

– Jeg synes det er et spændende job. Jeg startede for cirka et halvt år siden. Det kan til tider være udfordrende, men jeg har flest positive oplevelser. Det er så dejligt når man kan gøre en forskel.

Vi har fået lov til at følge Bebiane Abrahamsen på en af hendes ruter som hjemmehjælper.

En hjemmehjælper er en person, der kommer i private hjem og hjælper med praktiske opgaver i hjemmet. Det kan være hjælp til rengøring, personlig pleje eller hjælp med at tage medicin.

Den første der får besøg af Bebiane Abrahamsen er den 75-årige Billiam Andreassen.

Bebiane: – Sinilluarpit? Har du sovet godt?

Billiam: – Ilarpit! Mon ikke!

Bebiane snakker lidt med Billiam og går herefter i gang med at gøre rent i hans soveværelse.

Billiam: – Jeg flyttede til Nuuk i 1972. Jeg mødte en dejlig kvinde og vi blev gift. Hun gik desværre bort for et par år siden. Jeg kan godt savne hende. Jeg begyndte at tage ud og fiske som barn og da jeg blev voksen begyndte jeg at arbejde ombord på trawlere. Jeg kan stadig savne livet på havet. Det var et hårdt arbejde, men dejligt.

– I dag laver jeg ikke så meget. Der er ikke så meget at tage sig til. Jeg får gået nogle lange ture. Blot for at holde kroppen i gang. Jeg går meget langsomt, men jeg går da.

Bebiane: – Det er dejligt at arbejde med mennesker. Det er livsbekræftende. Lige nu arbejder jeg som ufaglært og jeg vil gerne i gang med sundhedsuddannelsen. Jeg starter til efteråret. Jeg vil gerne blive bedre til at arbejde med mennesker og jeg vil også gerne lære noget mere om medicin.

Bebiane Abrahamsen har travlt med at gøre rent i lejligheden og spørger Billiam om han har husket at tage sine piller.

– Er det andet jeg kan hjælpe med, spørger hun.

Men Billiam siger nej.

Der bliver sagt farvel og hun tager sit overtøj på og går ud med skraldet. Derefter er det afsted til den næste der skal have besøg af hjemmehjælpen. Denne gang drejer det sig om en ældre kvinde der er dårligt gående.

– Hvor er det dejligt at se dig, siger den ældre kvinde.

– Jeg ville ellers ha’ givet hjemmehjælperen 100 kroner, fordi hun er så dygtig og effektiv, men hun har nægtet at tage imod pengene. Jeg er meget taknemlig over at få hjælp, siger hun.

Bebiane Abrahamsen går i gang med at gøre rent i lejligheden.

Inden dagen er omme har Bebiane været på hjemmebesøg hos to ældre. Da hun er færdig tager hun tilbage til kontoret.

Kommuneqarfik Sermersooq servicerer cirka 160 borgere i eget hjem. Hvis man ønsker hjemmehjælp kan man kontakte kommunen og søge om hjælp.

Hvis du lige som Bebiane brænder for at passe på vores ældre borgere, så hører vi gerne fra dig. Kontakt meget gerne Hjemmehjælpen på Narsaviaq 26, områdeleder Casper Haase eller afdelingsleder Lena Holm.