Borger

Skoler lukkes midlertidigt ned

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Fra d. 23. marts lukkes skolerne i Kommuneqarfik Sermersooq midlertidigt ned. Kommuneqarfik Sermersooq har etableret nødpasningsordninger for de forældre, som har samfundsvigtige roller.

I dag offentliggjorde Naalakkersuisut en beslutning om at lukke landets skoler midlertidigt. Det sker i kølvandet på en voksende bekymring blandt landets forældre til skolebørn. I Kommuneqarfik Sermersooq træder skolernes nødberedskab i kraft.

Tiltag på skoleområdet

På skoleområdet etableres fjernundervisning så vidt, at det er muligt. Personalet på skolen forbereder og underviser via undervisningsportalerne fra skolen eller hjemme. For elever som ikke har internetadgang udarbejdes fysisk materiale, som kan hentes på skolen efter aftale med læreren.

Der etableres også en nødpasningsordning. Nødpasning på skolerne foregår for elever i 1. til og med 7. klasse i den normale åbningstid mellem 08:00 – 16:00.

Børn til forældre med samfundsvigtige opgaver, som ikke kan finde andre pasningsmuligheder, kan tilmelde deres børn til nødpasningsordningen. Ansvaret for vurderingen af samfundsvigtige opgaver ligger hos forældrene. Det samme gælder for fritidshjem, som også kan kontaktes for nødpasning.

Hvis forældre har brug for nødpasning, skal de kontakte de sædvanlige pasningstilbud.

Daginstitutionerne forbliver åbne.