Borger

Fuld fart på fjernundervisning: Børnene skal føle, at vi stadig er sammen

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Coronakrisen kræver noget ekstra af os alle. Det kan betyde overarbejde, nye arbejdsopgaver, mens andre bliver nødt til at tilpasse sig situationen og fortsætte deres arbejde. Samfundet er et fællesskab, og derfor er det fællesskabet, der skal træde til og hjælpe, også selvom det betyder at lave noget helt andet, end du plejer. Kommuneqarfik Sermersooq sætter fokus på hverdagens helte, som hver især udgør samfundets bærende søjler i denne svære tid. Der er brug for mange flere som dem. Der er brug for dig.

Mens undervisningen i klasselokalet er sat på pause, så fortsætter den på computeren. Takket være teknologien, er det muligt at holde eleverne beskæftiger, og det er der brug for, mener lærerne.

Pinterest, Zoom, Showbie og så videre. Det er blot nogle af de applikationer og programmer, der på rekordtid er blevet de vigtigste dele i lærernes værktøjskasse. Disse programmer giver nemlig mulighed for fjernundervisning, så de er guld værd, mens coronavirusset tvinger os til at holde afstand til hinanden.

”Jeg underviser i stort set alle fag. Det er vigtigt, at fortsætte undervisningen, for børnene skal jo lære noget, også selvom meget af samfundet er lukket ned. De skal føle at vi stadig er sammen, selvom vi er fysisk adskilt”, siger Bikki Rosing Kleemann, som er klasselærer for 2.a på Kangillinnguit Atuarfiat.

Lærerne lærer meget nyt

Coronavirus og lukningen af skolerne er kommet meget hurtigt, og derfor har det også krævet en del at omstille sig så hurtigt til den nye måde at undervise på.

”Jeg har også selv lært masser af nye ting, og det er gået så stærkt, at jeg har helt glemt, at det var weekend, siger Bikki Rosing Kleemann.

Og det med at lære noget nyt, kan hendes kollega Anne Kristiansen nikke genkendende til, da hun har skulle tilrette undervisningen for 4. b.

”Vi har brugt Zoom til at holde kontakt med hinanden. I starten var vi 19 mennesker i samme online-samtale, og det var alt for meget. Derfor er vi begyndt at tale med fire elever ad gangen, siger Anne Kristiansen.

Begge er de meget glade for at kunne fortsætte med deres vigtigste opgave: At uddanne vores børn.