Borger

Malik populær blandt pensionister

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

En af de flittige brugere af svømmehallen er den 73-årige Rebekka Olsvig fra Nuuk.

”Jeg holder meget af at tage i svømmehallen. Jeg svømmer flere gange om ugen. Nogle gange alene og andre gange med barnebarnet. Det er dejligt med motion og man får mere energi af det.

Noget af det bedste der skete for Nuuk var dengang man fik svømmehallen i 2003. Den har givet så meget glæde blandt indbyggerne, specielt blandt børnefamilierne”.

Rebekka Olsvig har i flere år været en stor del af erhvervslivet. I flere år drev hun sit eget revisionsfirma indtil hun valgte at gå på pension.

”Mit liv er ikke gået i stå, blot fordi jeg er blevet pensionist. Kort efter jeg blev pensioneret begyndte jeg at spille bridge. Dengang jeg arbejdede havde jeg meget med tal at gøre og for at holde hjernen i gang har jeg spillet bridge én gang om ugen. Jeg planlægger altid, hvad jeg skal i løbet af ugen. Jeg sørger for at holde mig aktiv, blandt andet ved at gå ture ved Lille Malene, spille badminton, vandre eller stå på ski. Hver lørdag er jeg i Nuussuaq hallen som frivillig for Red Barnet hvor jeg laver forskellige aktiviteter for udsatte familier”.

Hun modtog sidste år Red Barnets Grønlands pris for sin store indsats for udsatte børn og familier.

”Det er dejligt når man kan gøre en forskel. Jeg synes også at det er vigtigt at sætte sig nogle mål for fremtiden. For et par år siden lovede jeg mig selv, at jeg ville lære at snakke engelsk. Siden da har jeg været på sprogrejse for at lære mere om sproget. Jeg har også altid gerne villet synge, så på et tidspunkt meldte jeg mig ind i Nordisk kor. Jeg satte mig også for mål, at vandre og det har givet mig mange spændende ture i udlandet og jeg har lært en masse nye mennesker at kende. Til sommer får jeg en hel gruppe på besøg som skal slå telt op tæt på mit hus og så er det meningen, at vi skal ud og vandre sammen. En anden drøm er, at jeg gerne vil lære at spille klaver. Det mål har jeg ikke opnået endnu, så jeg må hellere komme i gang med at lære det”, griner Rebekka Olsvig.

Rebekka Olsvig begyndte at svømme, da hun mistede sin mand for 16 år siden.

”Dengang lovede jeg mig selv, at jeg ikke skulle lukke mig inde og gå i stå. Jeg havde jo også nogle børn og familie at tage mig af. Derfor besluttede jeg at købe et årskort til svømmehallen og siden dengang har jeg brugt svømmehallen flittigt. Siden åbningen har jeg gået til vand aerobic én gang om ugen og det har givet mig en dejlig følelse i kroppen.

Jeg startede med at tage i svømmehallen med mit barnebarn der gik til svømmeklub. Vi har mange gange været der i flere timer og så har vi hygget os med svømning og vi har haft madpakke med. Jeg vil meget gerne opfordre andre pensionister til at bruge svømmehallen. Det giver velvære og det holder kroppen i gang”, siger Rebekka Olsvig.

Mange pensionister

Lederen af svømmehallen Malik, Bruno Heilmann siger, at der kommer mange pensionister for at dyrke motion.

”Vi tilbyder gratis svømning for pensionister fra mandag til fredag og det er der mange pensionister der nyder godt af. I 2018 havde vi 2.441 besøg.

Svømning har mange gode effekter. For det første bruger du hele kroppen og du bevæger musklerne og senerne.  For det andet er det rigtigt godt at bruge de varme spabade. Det har en god virkning for dem der døjer med gigt og det sætter blodomløbet i gang. Vi har også sauna og helsekabine som de ældre også kan benytte gratis”, siger Bruno Heilmann.

Malik havde sidste år 130.000 gæster, det svarer til at alle Nuuks borgere har været 7 gange i svømmehallen.