Borger

Jeg er klar til at hjælpe, når der bliver brug for det

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Coronakrisen kræver noget ekstra af os alle. Det kan betyde overarbejde, nye arbejdsopgaver, mens andre bliver nødt til at tilpasse sig situationen og fortsætte deres arbejde. Samfundet er et fællesskab, og derfor er det fællesskabet, der skal træde til og hjælpe, også selvom det betyder at lave noget helt andet, end du plejer. Kommuneqarfik Sermersooq sætter fokus på hverdagens helte, som hver især udgør samfundets bærende søjler i denne svære tid. Der er brug for mange flere som dem. Der er brug for dig.

Ingrid Mølgaard arbejder til dagligt med bygninger, regler og bekendtgørelser. Hun er ingeniør i Kommuneqarfik Sermersooqs bygningsmyndighed, og står for at udarbejde byggetilladelser og ibrugtagningstilladelser til nye byggerier i kommunen. Normalt et særdeles vigtigt job, i en kommune der hungrer efter nye boliger og erhvervslokaler. Ingeniør er imidlertid ikke Ingrids første uddannelse.  Før ingeniøruddannelsen havde hun et job, som i de kommende par uger kan gøre hende til en særdeles efterspurt medarbejder. Hun er nemlig også sundhedsassistent.

Social- og sundhedsassistenter ligger højt på listen over vitale medarbejdere i Kommuneqarfik Sermersooqs kriseberedskab.

”Uanset hvor alvorligt Grønland bliver ramt af Covid-19, skal vi have pleje til vores ældre og handicappede borgere. Derfor har vi fokus på at finde medarbejdere, der til dagligt sidder i ’ikke vitale’ funktioner, der vil kunne træde ind på for eksempel plejehjem eller i hjemmeplejen, hvis de almindelige medarbejdere bliver ramt af sygdom”, fortæller chefen for Krisestaben, stabschef i Anlæg og Miljø, Alex Nørskov.

Og Ingrid Mølgaard er klar til at skifte skrivebordet ud med gangene på et plejehjem eller et sygehus, hvis hun bliver bedt om det.

”Selvfølgelig vil jeg hjælpe til, hvis der kommer til at mangle varme hænder. Jeg har jo uddannelsen og erfaringen, og derfor giver det mening at hjælpe, hvis de ældre har brug for det”, siger Ingrid Mølgaard.

Som de fleste andre administrative medarbejdere er Ingrid skrevet ind i Kommuneqarfik Sermersooqs interne jobbank. Det er en liste over medarbejdere, der kan undværes i det daglige job, hvis Corona-epidemien skaber personalemangel på de vitale områder. Hun tror selv, at hun kommer på arbejde i ældreplejen, lang tid før der opstår en egentlig krise.

”I min fritid har jeg i perioder været vikar på Alderdomshjemmet Ippiarsuk, så de kender mig derfra. Det varer nok ikke længe, inden jeg får en ekstra vagt”, siger Ingrid Mølgaard.