Borger

Ny kunst på Rådhusets facade

Historisk information

Takster, åbningstider, regler mv. som fremgår af denne artikel er ikke nødvendigvis gældende i dag.

Der er kommet ny kunst på Rådhusets tårn ud mod gården. Der er tale om den grønlandske kunstner Thue Christiansens smukke værk ’Boldspil’, der gennem flere år har hængt inde på rådhuset, men nu er kommet ud i sol og vind til glæde for alle.

”Nogle gange går det op for en, at et kunstvæk vil komme mere til sin ret et nyt sted, og det er netop derfor, at Thue Christiansens smukke værk nu pryder ydervæggen af rådhusbygningen,” siger borgmester Asii Chemnitz Narup. ”Som værket hænger nu, kommer det for alvor til sin ret. Dels fordi det kan ses både tæt på og fra afstand, men også fordi solens lys nu kan lege med i relieffets motiver og metaller.”

Thue Christiansen arbejder i sin kunst med mange teknikker, og i ’Boldspil’ ses hans særlige rytme tydeligt, når spillerne i grønlandske dragter svinger sig i luften som springende fisk eller bøjede sælkroppe.

Relieffet blev i sin tid udført i samarbejde med elever på Jern- og Metalskolen i Nuuk, og det er eleverne fra skolen, der står opført i den runde cirkel.

Kunstneren selv glæder sig meget over, at hans værk fremover kommer til at pryde rådhusbygningen udvendig.

Lidt mere om kunstneren
Thue Christiansen er født den 25. februar i 1940 i Maamorilik i Uummannaq. Han er blandt andet kendt som skaberen af Grønlands flag.

Thue Christiansen fik sin uddannelse fra Haderslev Statsseminarium i 1964, og han arbejdede efterfølgende som lærer i både Danmark og Grønland.

Da Grønland fik selvstyre i 1979 blev Thue Christiansen landsstyremedlem og minister for kultur og undervisning. Han besad denne post til 1983.

Foruden lærergerningen og det politiske engagement har Thue Christiansen virket som billedkunstner, skulptør og kulturformidler. Han har stået for en række offentlige udsmykninger og har haft udstillinger både i Grønland og i udlandet.

Thue Christiansen er ridder af Dannebrogordenen.