Borger

Debatten om kommunal økonomi skal bygge på et nuanceret faktagrundlag

Efter en række indslag via Sermitsiaq i december 2025, baseret på § 37-spørgsmål fra Anders Olsen (Siumut), efterlyser borgmester Avaaraq Olsen mere gennemsigtighed og fakta i debatten om økonomisk ulighed mellem kommunerne

Debatten om økonomisk ulighed mellem kommunerne er både relevant og nødvendig. Men hvis den skal føre til reelle løsninger, er det afgørende, at den bygger på et retvisende og nuanceret faktagrundlag. Det understreger borgmester Avaaraq Olsen i forbindelse med den seneste debat om kommunernes økonomi.

“Jeg vil meget gerne deltage i debatten om økonomisk ulighed mellem kommunerne. Men det er afgørende, at diskussionen bygger på et korrekt og nuanceret grundlag, og ikke på forenklede fremstillinger,” siger borgmester Avaaraq Olsen.

Som Finansdepartementet selv har påpeget, kan økonomisk ulighed mellem kommuner opgøres på mange forskellige måder. Blandt andet ud fra serviceniveau, skatteprovenu, udgiftsbehov, demografiske forhold eller regnskabsmæssige resultater. Der findes ikke én entydig metode, og vurderingen afhænger i høj grad af, hvilke kriterier der lægges til grund.

“Når man sammenligner kommunernes økonomi, er det helt afgørende at være tydelig om, hvilke tal og forudsætninger man bruger. Ellers risikerer man at drage konklusioner, der ikke giver et retvisende billede,” siger borgmesteren.

I den offentlige debat er det blandt andet blevet fremhævet, at Kommuneqarfik Sermersooq har haft et samlet driftsoverskud på 1,9 mia. kr. over en femårig periode samt anlægsudgifter, der ligger væsentligt over de øvrige kommuners. Ifølge borgmesteren forklares disse tal i høj grad af en ekstraordinær begivenhed.

“De store udsving hænger i høj grad sammen med kommunens overtagelse af Nuuk City Development i 2022. Overtagelsen havde en markant engangseffekt på både drift og anlæg, blandt andet fordi kommunen måtte købe en ny skole, daginstitutioner og andre bygninger ud af selskabet og lånefinansiere udgifterne,” forklarer Avaaraq Olsen.

Når der korrigeres for denne overtagelse, ligger Kommuneqarfik Sermersooqs anlægsudgifter pr. indbygger på niveau med – og i flere tilfælde ikke over – de øvrige kommuners.

“Det viser, hvor misvisende det kan være at drage vidtgående konklusioner udelukkende på baggrund af samlede regnskabstal,” siger hun.

Kommunernes økonomi påvirkes desuden af en lang række forhold, herunder lokale politiske prioriteringer, økonomistyring, skatteudskrivningsprocent, demografisk sammensætning samt midlertidige udsving i indtægtsgrundlaget, og særligt indtægter fra selskabs- og udbytteskatter, som kan variere betydeligt fra år til år.

Borgmesteren afviser samtidig, at der ikke skulle finde nogen reel økonomisk udligning sted mellem kommunerne i dag.

“Der sker allerede en betydelig udligning mellem kommunerne, men systemet er komplekst og desværre ikke særligt gennemsigtigt,” siger Avaaraq Olsen.

Blandt andet omfordeles der årligt omkring 90 mio. kr. fra Kommuneqarfik Sermersooq til de øvrige kommuner via bloktilskuddet. Kommunen udgør cirka 43 procent af landets befolkning, men modtager kun omkring 38 procent af bloktilskuddet, da der tages højde for demografi og forsørgerbyrde. Derudover omfordeles cirka 113 mio. kr. i personskatter fra Sermersooq til andre kommuner gennem udligningsordningen.

Herudover indbetaler Kommuneqarfik Sermersooqs borgere et anslået beløb på omkring 400 mio. kr. til den fælleskommunale skatteudligning, mens kommunen kun modtager cirka 80 mio. kr. retur. Resten fordeles mellem de øvrige kommuner.

“Det er blot nogle eksempler på, at der allerede i dag sker en betydelig økonomisk udligning,” siger borgmesteren.

Samtidig anerkender Kommuneqarfik Sermersooq, at det nuværende system er vanskeligt at gennemskue, og at der er behov for en mere åben og oplyst debat om både udligning og kommunernes samlede vilkår.

“Spørgsmålet om centralisering kan kommunerne ikke løse alene. Det hænger tæt sammen med nationale politiske prioriteringer om placering af arbejdspladser, uddannelsestilbud og samfundsbærende institutioner,” siger Avaaraq Olsen.

Denne proces er allerede i gang. I finanslovstalen for 2026 fremgår det blandt andet, at en kommende kommunalreform forventes også at indeholde en revurdering af den økonomiske udligning mellem kommunerne med henblik på mere lige vilkår.

“Det er en proces, vi ser frem til at indgå i – i en konstruktiv dialog med alle parter og på et oplyst og gennemsigtigt grundlag,” siger borgmesteren.

Hun understreger afslutningsvis, at hun meget gerne fortsætter samtalen om kommunernes økonomiske vilkår.

“Men fakta skal på bordet. Debatten må ikke bygge på forenklede fremstillinger, som ikke giver det fulde billede – hverken af Kommuneqarfik Sermersooq eller af de øvrige kommuners situation,” afslutter Avaaraq Olsen.