Kommuneqarfik Sermersooq arbejder hele tiden på at gøre det bedre for børnene i vores daginstitutioner. Derfor blev det en særlig oplevelse, da flere børnehaver i Nuuk i efteråret fik besøg af Lars Hazelton fra Gerlev Idrætshøjskole i Danmark.
Lars har i mange år arbejdet med at formidle traditionelle lege til børn og voksne, og i september og oktober 2025 rejste han til Nuuk for at dele sin erfaring med pædagoger og børn. Opholdet stod han helt selv for, uden betaling, fordi han gerne ville lære af de grønlandske pædagoger og opleve, hvordan leg bruges i daginstitutionerne her.
I løbet af ti dage deltog børn og pædagoger fra ti børnehaver i fem legeworkshops i Inussivik og ude i institutionerne. Her blev der løbet, grinet, råbt og samarbejdet, og mange pædagoger fik ny inspiration til arbejdet med leg og bevægelse i hverdagen.
“Vi prøver altid at gøre det bedre. Derfor tager vi gerne imod inspiration udefra, når det kan give børnene mere glæde og bevægelse i hverdagen,” fortæller fagchef for daginstitutioner, Marianne Schmidt Lund.
Lars blev særligt imponeret over stemningen i de grønlandske børnehaver.
“Børnene i Nuuk var livlige og nysgerrige, men på en rolig måde. De var kvikke til at forstå mig, selvom jeg kun kunne fire ord på grønlandsk. Når først legen var i gang, var det præcis som alle andre steder i verden – der var larm, leg og latter,” fortæller han.
Han lagde også mærke til pædagogernes rolige tilgang til børnene.
“Noget af det, der gjorde stort indtryk på mig, var den ro og tålmodighed, jeg oplevede hos pædagogerne. Jeg hørte ingen skælde ud, og alligevel havde de børnenes fulde opmærksomhed. Det var meget inspirerende,” siger Lars Hazelton.
Under legedagene blev der leget både gamle og nye lege som Klim-klem, Dag & Nat og Ræven rask over isen. Børnene fandt også på en helt ny version af en klassisk leg, som hurtigt blev en favorit: Nanok i Ishavet.
“Det var fantastisk at se, hvordan børnene tog legene til sig, og hvordan pædagogerne brugte deres egne idéer og gjorde legene til deres egne,” siger Marianne Schmidt Lund.
Forvaltningen for Daginstitutioner planlægger at bruge erfaringerne fra legedagene i det videre arbejde med kvalitet og udvikling i børnehaverne. Små initiativer kan føre til store forandringer, og det er præcis sådan, kommunen ønsker at udvikle sig: skridt for skridt, sammen med medarbejdere og børn.
“Jeg oplevede, at de grønlandske pædagoger arbejder med en ro og tydelighed, som er inspirerende. Det var en meget positiv oplevelse, og jeg håber at kunne komme tilbage en dag,” siger Lars Hazelton.
“Det handler om hele tiden at blive lidt bedre. Børnene fortjener det bedste, og vi lærer nyt hver gang, vi prøver noget nyt,” siger Marianne Schmidt Lund.
