Efter borgmester Avaaraq Olsen (IA) tidligere på ugen udtrykte bekymring over, at beslutningen om en ny orlogskaj og et hovedkvarter for Arktisk Kommando i Nuuk var truffet uden inddragelse af kommunen, har hun nu afholdt møder med både Naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender og Forskning, Vivian Motzfeldt (S), og Formand for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D).
Møderne fandt sted på borgmesterens initiativ og blev taget godt imod af Naalakkersuisut. Dialogen er nu i gang, og Naalakkersuisut har tilkendegivet, at Kommuneqarfik Sermersooq og borgerne i Nuuk fremover vil blive inddraget i den videre proces.
”Jeg er glad for, at Naalakkersuisut har taget godt imod mit initiativ til dialog. Vores borgere skal føle sig trygge – ikke overset. Det er afgørende, at beslutninger, der har så stor betydning for byen, bliver truffet i samarbejde med kommunen og med respekt for borgernes perspektiv,” siger borgmester Avaaraq Olsen.
Borgmesteren anerkender, at øget sikkerhed er nødvendigt, og at Grønland er en del af et større verdensperspektiv – men understreger samtidig, at alle tiltag skal ske med respekt for borgerne og for det lokale samfund.
”Vi forstår godt, at der er behov for at tænke i øget sikkerhed, men vi skal gøre det på en måde, der ikke skaber afstand eller utryghed. Det handler om respekt for de mennesker, der bor her, og for vores by,” siger hun.
Under møderne blev der drøftet, hvordan etableringen af den nye orlogskaj og hovedkvarter for Arktisk Kommando kan gennemføres på en måde, der understøtter Nuuk som et åbent, levende og inkluderende bysamfund – og ikke som et symbol på militær oprustning.
Borgmesteren pegede på, at det kommende arbejde skal have fokus på borgernes oplevelse af tryghed, respekt og samhørighed, og at samarbejdet mellem Selvstyret, kommunen og Forsvaret skal være præget af åbenhed og reel inddragelse.
”Naalakkersuisut har bekræftet, at kommunen vil blive inddraget i det videre arbejde, og at processen vil være åben. Det er et vigtigt skridt i retning af et samarbejde, hvor beslutninger tages sammen med borgerne – ikke hen over hovedet på dem,” siger Avaaraq Olsen.