Borger

Nuuk Maritime Netværk bakker op om kommende investeringer på forsvarsområdet

Nuuk Maritime Netværk (NMN) ser positivt på de kommende investeringer i forsvarets aktiviteter i Nuuk, som følger af den nye forsvarsaftale mellem Naalakkersuisut og den danske regering.

Netværket forventer, sammen med kommunen, at blive inddraget i processen, så beslutninger omkring havneudvidelsen og militære aktiviteter sker i tæt dialog med lokale aktører. De planlagte investeringer rummer både lokale erhvervsmæssige muligheder og styrker Grønlands strategiske rolle i Arktis.

Nuuk rummer allerede mange af de håndværkkompetencer og understøttende forretningsområder, som Forsvaret efterspørger. NMN ser derfor frem til at udvikle disse områder i tæt samarbejde med Forsvaret, så man sammen kan løfte hele det maritime område og den maritime industri – til gavn for både Grønland og Forsvarets opgaveløsning.

Samtidig ser NMN den kommende orlogskaj som en midlertidig løsning. Netværket peger på vigtigheden af, at der på længere sigt findes en mere permanent placering af Arktisk Kommandos skibe – væk fra Malenebugten og tættere på området ved Kangerluarsunnguaq.

“Vi hilser de kommende investeringer velkommen og ser frem til et tæt samarbejde mellem lokale aktører, kommunen og Arktisk Kommando,” siger Cuno Jensen, formand for Nuuk Maritime Netværk.
“Samtidig håber vi, at man fremadrettet kan tænke langsigtet, så militære aktiviteter flyttes længere væk fra byen og dermed frigør Malenebugten til civile og maritime erhvervsmuligheder.”

Nuuk Maritime Netværk har allerede i sit visionsoplæg peget på Kangerluarsunnguaq som et oplagt område for fremtidig udvikling. Netværket håber, at Arktisk Kommando vil bidrage til realiseringen af en adgangsvej til området, hvilket vil kunne gavne både forsvarets aktiviteter og det lokale erhvervsliv.

Med udgangspunkt i samarbejde og fælles udvikling ønsker Nuuk Maritime Netværk at bidrage konstruktivt til de beslutninger, der skal sikre, at Nuuk udvikler sig som en moderne, bæredygtig og velfungerende havneby – til gavn for både civile, erhverv og forsvar.