Borger

Borgmesteren ny forperson for international organisation

Borgmestre fra en række arktiske kommuner var samlet denne uge i Nuuk, da Kommuneqarfik Sermersooq overtog formandskabet for Arctic Mayors’ Forum.

Kommuneqarfik Sermersooq – med Avaaraq Olsen i spidsen – overtager i forbindelse med generalforsamlingen formandskabet for det internationale samarbejde mellem 19 arktiske kommuner.

“Jeg ser frem til et godt samarbejde i et givende forum, hvor vi kan udveksle erfaring og løsninger specielt rettet mod de arktiske samfund,” siger borgmester Avaaraq Olsen.

Under besøget deltog ansatte og medlemmer af organisationen i arrangementet Arctic Frontiers Abroad, hvor der var særligt fokus på netop Arctic Mayors’ Forums tre fokusområder for denne formandskabsperiode. Disse er uddannelse, bæredygtig turisme og mental sundhed, som til arrangementet blev diskuteret af eksperter og dem, der aktivt kæmper for at gøre de arktiske områder et endnu bedre sted at leve.

Selve generalforsamlingen for Arctic Mayors’ Forum blev afholdt tirsdag. Her blev en række emner diskuteret og Avaaraq Olsen fik overdraget formandskabet. Af de tre fokusområder vil Arctic Mayors’ Forum for indeværende særligt have ét som hovedfokus: mental sundhed.

“Jeg ser frem til at styrke kampen for sundt mentalt helbred i den arktiske region. Vi har behov for at sætte fokus på det,” siger Avaaraq Olsen.

Kommuneqarfik Sermersooq har formandskab for Arctic Mayors’ Forum indtil 2027.