Den 4. marts 2025 godkendte Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq en beskæftigelsessektorplan, der skal sætte retning for beskæftigelsesindsatsen de kommende fem år.
Med sektorplanen sigtes mod at skabe et balanceret arbejdsmarked, der kan imødekomme et stigende behov for arbejdskraft på kommunale og private arbejdspladser. Sektorplanen tager afsæt i kommunens beskæftigelsespolitik, og er bygget op om fire fokusområder: rummeligt arbejdsmarked, opkvalificering og kompetenceudvikling, udefrakommende arbejdskraft og ungdomsledighed.
Kommuneqarfik Sermersooq står over for en betydelig demografisk ændring. I takt med at flere når pensionsalderen, vil den samlede arbejdsstyrke blive mindre, da de næste generationer på arbejdsmarkedet er mindre. For at flest muligt er i arbejde har sektorplanen fokus på at skabe bedre rammer i arbejdslivet for den enkelte, også for dem iblandt os, der har særlige behov. Sektorplanen har en helhedsorienteret tilgang med fokus på tværgående samarbejder og indsatser. I sektorplanen koordineres kommunens indsatsplanlægning på tværs mellem kommunens arbejdsmarkedsområde og øvrige afdelinger såsom Erhverv, Skole eller Personaleservice.
“Vi står over for en dobbelt udfordring – et stigende behov for arbejdskraft og en gruppe borgere, som mister fodfæste i systemet. Vi kan ikke ignorere, at alt for mange falder ud af både uddannelsessystemet og arbejdsmarkedet, samtidig med at arbejdspladserne mangler hænder. Derfor handler sektorplanen ikke kun om arbejdsmarkedspolitik – den handler også om mennesker. Når vi investerer i menneskers kompetencer og skaber muligheder for opkvalificering, så skaber vi værdi både for den enkelte og for samfundet som helhed.”, udtaler borgmester Avaaraq Olsen.
En af de indsatser i sektorplanen, der allerede er i gang, er implementeringen af modulopbygget undervisning i Majoriaq. Den nye undervisningsform kan bedre tilgodese den enkelte elevs behov gennem tilrettelæggelse af undervisningen i flere adskilte moduler. Dette initiativ blev lanceret som et pilotprojekt i skoleåret 2023/2024 i Majoriaq Nuuk og er siden blevet oprettet i alle kommunens Majoriaq-centre. Derudover er der oprettet et produktionsskolelignende forløb ”Pilersitsivik” i Paamiut. Pilersitsivik åbnede i januar og sigter mod at gøre flere unge uddannelsesparate til at tage en erhvervsuddannelse.
”Ved at opkvalificere de ledige, kan vi hjælpe dem på vej til et bedre job, og måske en større indkomst, og samtidig hjælpe de virksomheder, der mangler arbejdskraft”, siger borgmester Avaaraq Olsen.
Sektorplanen er blevet udarbejdet i en inkluderende proces. Der er blevet afholdt borgermøder og gennemført en offentlig høring for at sikre, at alle stemmer blev hørt.
Læs hele beskæftigelsessektorplanen ved at klikke linket her