Samtlige grønlandske kommuner, herunder Kommuneqarfik Sermersooq, har i fællesskab sendt et bekymringsbrev til Departementet for Sociale Anliggender, Familier, Arbejdsmarked og Indenrigsanliggender. Kommunerne kritiserer den forestående behandling af forslaget til Inatsisartutlov om støtte til ældre, der blev første behandlet den 21. november 2024
Utilstrækkelige forberedelser og kritik af høringsprocessen
Kommunerne fremhæver, at lovforslaget hverken er tilstrækkeligt belyst eller forberedt. Især mangler der nødvendige økonomiske og administrative konsekvensberegninger, som er afgørende for at vurdere lovens indvirkning på kommunernes budgetter og arbejdsbyrde.
Høringen af lovforslaget fandt sted i sommerperioden med kun 17 arbejdsdages frist, hvilket kommunerne anser for utilstrækkeligt. På trods af flere indsendte høringssvar føler kommunerne, at deres kritikpunkter og bekymringer ikke er blevet taget alvorligt.
Kommunerne opfordrer Naalakkersuisut til at sikre, at behandlingen af lovforslaget baseres på et solidt og gennemsigtigt forarbejde. Det understreges, at beslutninger vedrørende støtte til ældre bør træffes på baggrund af velunderbyggede analyser, der tager højde for både økonomi og praktiske forhold.