Anlæg og Miljø

Annoncering af mulighed for etablering af broer til både i Nuuk

4 uger tilbage

Kommunen annoncerer hermed et område ledigt i delområde 2D2, Iggia Nuuk. Området er udlagt til Fritidsanlæg i form af bådebroer og mindre kajanlæg til at forbinde broerne til land.

Det er vigtigt at sætte sig grundigt ind i hvad der gælder for området ved at læse kommuneplantillægget 2D2 Iggia Bådehavn, Nuuk af september 2022.

Kommuneplantillægget kan rekvireres ved henvendelse til Forvaltningen For Anlæg og Miljø eller læses på kommuneplanen: https://kp.sermersooq.gl

Hvad kan der anlægges: Der kan udelukkende anlægges pontonbroer til fritidsbåde og til både for turistoperatører. Der skal anlægges de fornødne p-arealer i tilknytning til broerne, som angivet i gældende kommuneplantillæg.

Der skal opstilles miljøstationer til opsamling af miljøfarligt affald, hvilke skal driftes af en fremtidig arealrettighedshaver.

Byggemodning

Arealrettighedshaver skal stå for en evt. byggemodning for at realisere projektet

Hvem kan søge:

  • Enhver juridisk person; enkelt person, firma, selskab eller forening kan ansøge om et areal. Vær opmærksom på at nærtstående ikke kan indgive flere ansøgninger.
  • Det grundlæggende princip bag lodtrækning er, at hver legitim ansøger kan deltage med ét lod i trækningen. Det er således ikke tilladt for ægtefæller, personer fra samme husstand, eller andre personer og/eller virksomheder, der generelt eller specifikt har stærke interessebånd i forbindelse med ansøgningen samlet at indsende mere end en ansøgning. Endvidere er det ikke tilladt for virksomheder og personer i virksomheder, der enten fuldt eller delvist ejer virksomheden, deltager i virksomhedens ledelse eller på anden måde er tæt knyttet til virksomheden eller ledelsen, at indsende mere end én ansøgning i nærværende arealudbud. Dette gælder også for koncerntilknyttede virksomheder. For eksempel er det ikke tilladt for to ægtefæller, et selskab og dets direktør, eller to selskaber med samme hovedaktionær, osv., at indsende mere end én ansøgning.

Når ansøgningsfristen udløber, vil ansøgningerne blive gennemgået for at vurdere overholdelse af reglerne. Såfremt det konstateres, at reglerne ikke er blevet overholdt, vil ansøgere, der har overtrådt reglerne, blive diskvalificeret.

Ansøgningen skal vedlægges

  1. En beskrivelse af projektet, der inkluderer en redegørelse for hvor mange broer og parkeringspladser, der påtænkes
  • En realistisk tidsplan for etableringen, der overholder gældende tidsfrister for arealreservation, arealtildeling og byggetilladelse.
  • Finansiel dokumentation: Ansøger skal fremlægge dokumentation for sin økonomiske formåen til at realisere det ansøgte byggeri inden for de gældende tidsrammer. En erklæring fra banken eller et pengeinstitut skal bekræfte, at det ud fra en konkret vurdering af ansøgerens økonomiske forhold på ansøgningstidspunktet vurderer, at ansøgeren har kapacitet til at skaffe finansiering til at gennemføre byggeriet på det ansøgte område uden unødig forsinkelse. Erklæringen må ikke være betinget af, at ansøgeren kan sikre en uopsigelig lejekontrakt af en vis varighed med en solid lejer eller andre betingelser af tilsvarende karakter. Ansøgerens økonomi skal i sig selv være tilstrækkelig til at sikre finansieringen af byggeriet.
  • Såfremt ansøger allerede har arealreservation eller arealtildeling til ubebyggede arealer, skal behovet for yderligere arealer dokumenteres klart og entydigt. Hvis dette ikke kan dokumenteres eller hvis der har været væsentlige forsinkelser i byggeprocessen på tidligere erhvervede arealer, forbeholder forvaltningen sig retten til at afvise ansøgningen.
  • Tro og love-erklæring vedrørende ubetalt, forfalden gæld til det offentlige. I tro og loveerklæringen skal ansøger give Kommunen fuldmagt til at indhente oplysninger om evt. gældsforhold hos skattestyrelsen eller andre relevante myndigheder. Hvis ansøger har udestående gæld over kr. 100.000 til det offentlige, herunder ubetalte byggemodningsandele afvises ansøgningen.

Kun ansøgninger, som indeholder disse oplysninger og dokumentation, vil komme i betragtning. Det er ansøgers ansvar at ansøgningen er tilstrækkelig og korrekt belyst. Kommunen kontrollerer ikke ansøgningerne før end efter endt ansøgningsfrist.

Ansøgningsfrist

Alle ansøgninger der indkommer før eller senest den 27. oktober 2024 kl. 23.59 vil blive betragtet som samtidige. Ansøgninger der modtages senere end 27. oktober 2024 kl. 23.59, tages ikke i betragtning.

Tildelingsproces

Kommuneqarfik Sermersooq gennemfører lodtrækning mellem de konditionsmæssige bud forventeligt fire uger efter ansøgningsfrist. Ansøgere vil få besked om, hvor og hvornår lodtrækningen finder sted. Lodtrækningen er åben for alle og vil blive annonceret på kommunens hjemmeside og facebookside.

Der henvises i øvrigt til Kommuneqarfik Sermersooqs almindelige bestemmelser for arealtildeling. http://www.kp.sermersooq.gl

Yderligere oplysninger kan indhentes hos Forvaltningen for Anlæg og Miljø, sai@sermersooq.gl

Ansøgning om arealreservation fremsendes elektronisk til sai@sermersooq.gl mærket 2D2 Iggia