Borger

Ny udstilling: Melting Barricades

Inuk Silis Høegh & Asmund Havsteen-Mikkelsen

Torsdag den 10. oktober åbner en ny udstilling på Nuuk Kunstmuseum. Udstillingens titel er ”Melting Barricades” og var et kunstprojekt af Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen. Projektet har 20års jubilæum i 2024.

Kan du huske dengang du kunne skrive dig op til Grønlands militær? Dengang uniformerede soldater marcherede under det grønlandske flag, klædt i fuldt militærudstyr, igennem Nuuks gader? Iført uniformer, med mandskabsvogn, megafoner og et militærtelt, proklamerede kunstnerne Inuk Silis Høegh og Asmund Havsteen-Mikkelsen i 2004 oprettelsen af det grønlandske militær. De frivillige blev målt og vejet, og blev opkrævet informationer om deres egenskaber indenfor hundeslæde, båd og snescooter, eller om de havde fanget sæl, rensdyr eller isbjørn.

Kunstprojektet blev navngivet ”Melting Barricades” – et opsigtsvækkende kunstprojekt som var det første af sin art i Grønland. Projektet satte fokus på krig og koloniale relationer gennem en skarp postkolonial kritik, pakket ind i sylespids humor og ironi.

Takket være en generøs donation fra Augustinusfonden fik Nuuk Kunstmuseum i 2024 mulighed for at erhverve hele ”Melting Barricades”-samlingen. Erhvervelsen gør det nu muligt for museet at præsentere det visionære værk for et bredt publikum og sikre dets fremtidige bevarelse som en del af Grønlands kunsthistorie.

”Melting Barrricades skabte stor debat og refleksion over militær, suverænitet, den koloniale relation til Danmark og til grønlandske værdier generelt, og poserede samtidig en alternativ virkelighed. Det projekt er et absolut hovedværk i grønlandsk kunst, og det er med kæmpe ærefrygt og stolthed at Nuuk Kunstmuseum nu skal huse den kunstsamling. En kæmpe tak til kunstnerne for samarbejde og til Augustinus Fonden for støtten.” – Museumsleder Nivi Christensen.

Samlingen inkluderer bl.a. videoværker, posters, pas, flag, kampagneklistermærker, overlevelsesmanual, teltdug, uniformer og skitser, som vil være en del af udstillingen.
Udstillingen åbner torsdag den 10. oktober kl. 17. Udstillingen kan opleves på Nuuk Kunstmuseum frem til den 30. december og er støttet af Augustinusfonden.