Lørdag den 12. november bliver rådhuset i Nuuk lyst op i blåt. En række bygninger verden over bliver oplyst med blåt for at sætte fokus på lungebetændelse.
Worldwide Pneumonia Awareness Campaign – Pneumolight 2024 er et årligt non-profit initiativ, der forener samarbejdspartnere fra 52 lande. Sammen oplyser de mere end 250 ikoniske eller centrale bygninger i blåt for at skabe opmærksomhed omkring lungebetændelse.
På verdensplan er lungebetændelse en af de mest dødelige infektioner. Lungeinfektionen dræber flere børn end nogen anden smitsom sygdom og koster over 700.000 børn under fem år livet hvert år, svarende til omkring 2.000 hver dag.
Borgmester Avaaraq Olsen støtter naturligvis indsatsen: ”Lungebetændelse er et globalt problem, som koster alt for mange menneskeliv. Selv i Grønland har mange måttet kæmpe med tuberkulose, en sygdom, som har sat sine spor på tværs af generationer. Derfor bakker vi selvfølgelig op om initiativet, og hjælper med at sprede opmærksomhed om lungebetændelse, ved igen i år at lyse rådhuset op med blåt.”
Du kan læse mere om Pneumolight-kampagnen ved at klikke her.
Du kan også læse mere om lungebetændelse i Patienthåndbogen, ved Statens Serum Institut og på Netdoktor.