Ofte stillede spørgsmål (FAQ):

Vi oplever ind i mellem, at borgere er i tvivl om, hvad Misi er, eller hvad Misi kan. Her har vi samlet nogle af de hyppigste spørgsmål i den forbindelse.

Kan børn få psykologsamtaler/terapi hos Misi?

Misis psykologer undersøger problematikken og rådgiver henvenderen, men de laver ikke terapi. Det kan være, at psykologen har brug for at tale med familien i forbindelse med en undersøgelse, men dette er ikke terapi.

Kan Misi undersøge, om et barn har ADHD?

Nej. ADHD er en psykiatrisk diagnose og den kan kun børne- & ungdomspsykiatrien stille. Det samme gælder for fx “autisme” og tilsvarende. Hvis du (som forælder) ønsker at vide, om dit barn har ADHD, skal du derfor henvende dig til Sundhedsvæsnet.

Hvis du derimod gerne vil vide, hvad du kan gøre fx for at få en hverdag til at fungere for et barn, der fremstår meget uroligt, kan du henvende dig til Misi.

Jeg har hørt, at børn skal undersøges af en psykolog i Misi først, førend de kan komme ned til Sundhedsvæsnet. Er det rigtigt?

Nej, der findes ingen regel, som siger, at børnene først skal  undersøges af Misi. Man kan altså godt henvende sig til sundhedsvæsenet uden først at have fået barnet undersøgt i MISI.

Kan jeg ønske, at Misi undersøger et barn med en bestemt (psykologisk) test?

Nej. Der kan ikke bestilles en bestemt type test hos MISI. Man kan henvende sig om en problematik, som Misi så undersøger. Men valg af undersøgelsesmetode, herunder eventuel brug af test, beror på en faglig vurdering i Misi.

Vi har et barn, som gerne vil på efterskole. Kan Misi lave en efterskoleudtalelse?

Ja. Men vær opmærksom på, at det langt fra er alle efterskoler, der har brug for en efterskoleudtalelse fra Misi. Som udgangspunkt er det kun, hvis barnet har særlige behov og/eller søger om optagelse på en specialefterskole.

Hvis barnet er handicapomfattet, skal forældrene først henvende sig til deres sagsbehandler, inden de evt. henvender sig til Misi.

Vi har hørt, at der skal foreligge en bestemt psykologtest, førend vi kan søge om optagelse på en bestemt efterskole. Er det rigtigt?

Nej. Hvis Misi laver en efterskoleudtalelse, som skal bruges til ansøgning om optagelse på en specialefterskole, skal udtalelsen dokumentere barnets behov. Men hvordan Misi dokumenterer dette, vil helt afhænge af problemstillingen.

Jeg er studerende. Kan jeg komme i praktik i Misi?

Ja, hvis du studerer noget, som falder inden for området, så er vi åbne over for muligheden for at have en praktikant. Send os et CV og en ansøgning.

Er indholdet på denne side forældet?
Har du rettelser til denne side?