Kommuneqarfik Sermersooq er en kommune i Grønland med 22.738 indbyggere (2018), hvilket gør den til Grønlands største målt på indbyggertal. Kommunens største by er Nuuk, der samtidigt er hovedstaden i Grønland, med 17.796 indbyggere. De øvrige byer og bygder i kommunen er spredt på kysten i helholdsvis Vest- og Østgrønland. Kommunen har et samlet areal på 635.600km2. Kommunens øverste leder er borgmester Asii Chemnitz Narup, Inuit Ataqatigiit.

Kommuneqarfik Sermersooq har i 2018 et budget på 1.7 mia. kr..

Administrativ historik

Kommunen opstod i sin nuværende form ved den grønlandske kommunalreform i 2008, hvor Nuuk Kommune og Paamiut Kommune på vestkysten blev slået sammen med Ittoqqortoormiit Kommune og Tasiilaq Kommune fra østkysten.

Politik i Kommuneqarfik Sermersooq

Kommunalbestyrelsen i Kommuneqarfik Sermersooq har 19 medlemmer. Under kommunalbestyrelsen er der 5 udvalg der svarer til de ovennævnte forvaltninger. Der er også 4 bygdebestyrelser: bygdebestyrelsen i Arsuk, bygdebestyrelsen i Kapisillit og Qeqertarsuatsiaat, bygdebestyrelsen i Kulusuk, Tiilerilaaq og Isertoq, samt bygdebestyrelsen i Kuummiit og Sermiligaaq.

Paamiut, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit har hver deres lokaludvalg, der har til formål at styrke lokaldemokratiet ved at fremme det arbejde, der gennem samarbejde mellem lokalområdets beboere, foreninger, kommunale politikere og myndigheder gøres for at bevare og videreudvikle lokalsamfundene og disses fysiske, kulturelle og demokratiske muligheder og værdier.

Venskabsbyer

Kommuneqarfik Sermersooq har fem faste venskabsbyer. I Danmark er det Aalborg, Herlev og Gentofte. På Island er det Kopavogur og Dalvik.

Er indholdet på denne side forældet?
Har du rettelser til denne side?