Udstilling i NK: Minder om bedstemors hjem

Kunstneren Arnajaraq Støvlbæls udstiller minder om sin bedstemors hjem, med alle dets lyde, dufte og nipsting, i en installation på Nuuk Kunstmuseum. Udstillingen har titlen ”AANAA – Memories of Smell” som består af et lydværk og arvestykker åbner den 21. januar kl. 17. Udover udstilling vil der også være en workshop målrettet børn.

Arnajaraq Støvlbæks bedstemor var historiesamler og elskede at optage sine besøgendes historie på sin lille lydoptager. Båndene er nu digitaliseret og redigeret til et lydværk der nu bliver en del af udstillingen. Sammen med lydværket installeres arvestykker på gulvet i udstillingen. Minders sårbarhed, og hvor hurtigt de kan gå i stykker eller forsvinde er nogle af tankerne bag installationen. Minder om at være hjemme hos bedstemor, om at gå på opdagelse i hendes ting, duften af nybagte småkager og kaffe, og om at lytte til de samtaler og historier der bliver fortalt.

Workshop for børn

I forbindelse med udstillingen vil Arnajaraq Støvlbæk stå for en workshop målrettet børn. Workshoppen vil tage udgangspunkt i udstillingen. Arnajaraq Støvlbæk vil ligeledes stå for en artist talk om synligheden af billedkunst i Grønland, og hvad man kan gøre for at forbedre det. Både workshop og artist talk foregår i weekenden efter fernisering. Workshop er gratis for alle, og man behøver ikke at tilmelde sig først. Der vil blive lavet en Facebook begivenhed til workshoppen på Nuuk Kunstmuseums side i starten af næste uge.

Udstillingen er blevet til i forbindelse med Arnajaraq Støvlbæks deltagelse i et kunstprojekt med den danske kunstner Birthe Jørgensen og dansk/iranske Sogol Mahadi, begge bosat i Skotland. De tre kunstnere har behandlet emnet ”Hjemmet, som ikke længere er Hjemmet” ud fra hver deres baggrund. Arnajaraq Støvlbæks del af projektet baserer sig på det at, man som voksen længes efter barndommens sorgløshed i bedstemors hjem. Udstillingen inviterer alle gæster på museet, store som små, til at reflektere over barndommen, arvestykker og personlige historier.

Udstillingen er sponsoreret af Sermeqpuljen og Royal Arctic Line. Der er fernisering den 21. januar kl. 17, hvor Arnajaraq Støvlbæk vil være til stede. ”AANAA – Memories of Smell” vil kunne opleves indtil den 26. april 2021.