Kommunen har sparet på tonsvis af emballage

Kommuneqarfik Sermersooq er med i kampen om den grønne omstilling.

Rengøringsfolk har tidligere skulle bære rundt på store tunge dunke, når de skulle gøre rent. Men sådan er det ikke længere. Kommuneqarfik Sermersooq har nemlig valgt at tænke mere på miljøet, og det har gjort arbejdet lettere for rengøringspersonalet rundtomkring i kommunen.

”De tiltag er jo ikke kun godt for kommunen, men også for miljøet, og det er jo det vigtigste” siger Carsten Jensen, afdelingsleder for indkøb i Kommuneqarfik Sermersooq.

”Vi har fået mindre, men meget koncentrerede rengøringsmidler, så vi bruger mindre emballage end tidligere” fortæller han. Det betyder også at det er nemmere for rengøringsfolk at bruge de mindre rengøringsmidler. ”Før skulle de slæbe tunge dunke, men det er nemmere nu, hvor dunkene er blevet mindre, og så slipper man for at få ondt i ryggen” fortæller han.

Kommunen ønsker gennem sin indkøbspolitik at agere miljømæssigt bæredygtigt, socialt engageret og etisk forsvarligt. Det betyder at der bliver lagt vægt på, at der vælges produkter der opfylder kravene til de gældende offentlige kontrollerede miljømærkeordninger, som for eksempel Svanemærket.

”I 2015/2016 brugte kommunen 23 tons rengøringsmidler og emballage, og året efter faldt forbruget til 13 tons” fortæller han.

 ”Det er den næste generation der skal leve med, at der er så meget plastik rundtom i verden, derfor er vi nødt til at gøre en forskel nu, så det på længere sigt kan blive bedre” siger han og fortsætter ”vi skal passe på miljøet, og derfor er Kommuneqarfik Sermersooq med på den grønne omstilling. Undersøgelser viser at der om 30 år vil være mere plastik i havene end der vil være fisk, og det er jo grusomt!” siger Carsten Jensen.

Bedre miljø i børnehaver

Jesper Andersen er leder i børnehaven Apisseq i Nuuk. Han er en af dem, der har lagt mærke til forandringen af ændret emballage. ”Rengøringsprodukterne som vi bruger i dag, er meget bedre end de var for nogle år tilbage” fortæller han og fortsætter, ”rent sundhedsmæssigt er det også gået i den rigtige retning, da der er blevet indført automatiske blandingssystemer. Derfor er personalet fri for, at komme i direkte i kontakt med koncentrerede midler”. Blandingssystemerne er i dag med til at sikrer, at der ikke længere er fare for, at man doserer midlerne for kraftigt.  

At rengøringsmidlerne er miljøvenlige betyder også at der er mindre risiko for at få allergi. ”Produkterne uden parfume har gavnet hverdagens miljø for alle der færdes i kommunens bygninger. I daginstitutionerne hilser vi særligt denne forbedring velkommen, da det er os som har ansvaret for børnene” siger Jesper Andersen.