Forfatter Niviaq Korneliussen har et hjerte der banker for Tasiilaq. Kærligheden til byen har også kastet en særlig kærlighed til de unge i Tasiilaq.

Året er 2015 da Niviaq Korneliussen første gang træder ud af helikopteren og sætter benene i Tasiilaq. Hun er spændt, øjnene ser rundt på fjelde hun aldrig før har mødt synet af. Kulturchokket sætter sig ind i første omgang, men alligevel oplever hun en særlig ro i krop og sjæl hun ikke har følt før. Her skal hun være, en hel uge og lære de unge hvordan man kan lege med ord, stavelser og skrive noveller.

Hun føler at indbyggerne er som åbne bøger, at de er sårbare men alligevel så stærke. En kombination af fjeldene og menneskerne får hende til at falde pladask for byen.

Skriveworkshops åbner op for følelser

”Man kan altid beslutte sig for om man vil se det gode eller det dårlige i folk, og jeg valgte det gode. Folk i Tasiilaq er meget mangfoldige og nære, og man føler sig velkommen når man kommer til byen” fortæller hun.

Siden har hun afholdt forskellige skriveworkshops for de unge som er interesseret i at skrive. Hun husker særligt 8 elever, som i tre uger deltog i en intens skriveworkshop. ”Ud af de 8 unge der deltog i workshoppen, var der kun to, som havde læst en bog, og så tænkte jeg åh nej, for hvordan kan man skrive en novelle, uden at man selv har læst en bog?”.

 Men eleverne slog sig ikke så let ud, men tog derimod en masse viden til sig. De havde nemlig lyst til at lære at skrive noveller, og da de havde sat sig målet for at skrive, var det ikke noget problem for de unge. De 8 noveller vil blive udgivet senere på året. 

”Når man kommer tæt på de unge, og arbejder med dem hver dag, så forstår man hvad det er de har været igennem. Man indser at de faktisk er modige og har så meget livsmod i sig, de har et håb og en fremtidsvision, og det er jo helt fantastisk. Jeg tror at det er meget sundt at se tilværelsen på en anden måde, for så får man lyst til at arbejde med de unge” fortæller Niviaq.

Kreative processer sætter de unge i gang

”At skrive kan også være en form for terapi. Jeg har selv oplevet en ung fyr som deltog i en skriveworkshop og havde en vild udvikling” fortæller hun, og fortsætter, ”Han havde skrevet sin novelle aftenen før, og fortalte at han var blevet så vred. Han havde ikke haft en god barndom, og han fik fat på vreden inden i sig selv. Vreden ændrede sig til sorg og han blev enormt ked af det, men han fortsatte med at skrive, og det endte med, at han faktisk fik sat ord på sine følelser, og i stedet for at vælge at drikke sig fuld fik han det skrevet ned på papir, og det er en enorm udvikling” fortæller hun. 

Selvom det lykkedes for Niviaq at få de unge til at skrive en novelle, uden at de aldrig har åbnet en bog, er det ifølge hende, utrolig vigtigt at læse litteratur.

”Der åbnes en hel ny verden som man ikke kender til, og man lærer utroligt meget af at læse bøger. Uanset hvilken genre du vælger vil du altid kunne lære noget af den bog du har læst” forklarer hun og fortsætter ”Især hvis man læser en bog, som kommer fra ens eget land, kan man meget bedre relatere sig til det der står i bogen, og på den måde kan det være med til at inspirere folk til selv at kunne skrive en bog, der kan være med til at inspirere andre”.

Hun har på egen krop oplevet hvordan de unge har det i Tasiilaq. Hun fortæller at hun ved, hvor privilegeret man er når man bor i storbyerne, og at livet i de mindre byer godt kan være meget anderledes. Og så synes hun at det er vigtigt at få sat skub i nogle kreative processer, som kan gøre gavn for de unge. ”Jeg har jo netop et bevis på, at de faktisk kan lukke nogle følelser ud og derved hjælpe dem selv lidt på vej”.

Som nyudnævnt kulturambassadør arbejder Niviaq Korneliussen på forskellige arrangementer, der skal foregå i Kommuneqarfik Sermersooq’s fire byer.