Udvalg for økonomi og erhverv besluttede 15. december 2017 at fremlægge forslag til kommuneplantillæg 1A6-3 i offentlig høring.

Kommuneplantillæggets formål:

Forslaget til kommuneplantillægget er udarbejdet på baggrund af et ønske om at sikre en hensigtsmæssig udvikling i et af Nuuks historiske områder. Området er et boligområde, fortrinsvis med enfamiliehuse og det er delvist bevaringsværdigt. Særligt området Qaqortoq har en ganske særlig betydning for både byens indbyggere og besøgende, på grund af arkitekturen og bygningernes placering. Forvaltningen vurderer derfor, at det er vigtigt at bydelens arkitektoniske værdier bevares og beskyttes, i takt med at området udvikles. Herved kan de værdier sikres både i nutiden og for eftertiden.

Kommuneplantillægget har til formål:

  • At sikre området historiske værdier bevares for eftertiden. Kommuneplantillægget skal sikre, at områdernes særlige karakter bibeholdes, og at bevaringsværdige bygninger og områder sikres, som en vigtig del af Nuuks bygnings-og arkitekturhistorie
  • At området forbliver et godt sted at bo og leve i Nuuks, både nu og i den nærmeste fremtid
  • At formulerer klare retningslinjer og bestemmelser for den eksisterende bebyggelse, herunder muligheder for udvidelser
  • At formulere regler for evt. nybyggeri i forbindelse med nedrivning

Offentlig debat

Forslaget fremlægges til offentlig høring i 8 uger i perioden 03. januar 2018 – 28. februar 2018.

Det er i høringsperioden muligt at fremkomme med bemærkninger og indsigelser til forslaget.

Bemærkninger og indsigelser skal være Kommuneqarfik Sermersooq i hænde inden den 28. februar 2018 og skal rettes til Kommuneqarfik Sermersooq, Anlægs- og Miljøforvaltning, Postboks 1005, 3900 Nuuk eller på mailadressen: plan@sermersooq.gl

Rettidigt indkomne bemærkninger og indsigelser vil indgå i Kommunalbestyrelsens endelige behandling af kommuneplantillægget.

Retslige forhold

Når et forslag til et kommuneplantillæg er offentliggjort, må arealer, bygninger og anlæg, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige kommuneplantillægs indhold.

Planen kan læses her

Kommuneplantillægget kan læses på Landsbiblioteket, fås ved kommunens borgeservicecentre, på kommuneplanens hjemmeside www.sermersooq.gl eller ved henvendelse til Forvaltningen for Anlæg og Miljø på telefon 36 74 00.

Høringsportal