Forslag til Kommuneplantillæg O8, Koncessionsområde til outdoor turismeaktivitet

Økonomiudvalget besluttede den 19.01.2017, at fremlægge forslaget til Kommuneplantillæg O8 i offentlig høring.

Formål

Forslaget omfatter et nyt delområde O8 i det åbne land. Delområdet dækker hele baglandet ved Tasiilaq og en stor del af indlandsisen indtil ca. 180 km fra kysten. Området kan anvendes til aktiviteter af særlig rekreativ karakter, og udlægges som et koncessionsområde til Outdoor Turismeaktiviteter.

Forslaget giver desuden mulighed for at der kan gives forskellige koncessioner til turismevirksomhed i form af outdoor aktiviter herunder heliskiing, skitouring, langrendsløb, sneskoture, hundeslædekørsel, snescooterkørsel, vandring, klatring og bjergbestigning, is og gletsjerklatring, is og gletsjervandring mm. Og det er vigtigt at understrege at forslaget ikke begrænser eksisterende aktiviteter i området som fritidssejllads, hundeslædekørsel, snescooterkørsel m.v.

Offentlig debat
Forslaget fremlægges til offentlig høring i 8 uger i perioden 01.02.2017 – 29.03.2017.

Det er i høringsperioden muligt at fremkomme med bemærkninger og indsigelser til forslaget.

Bemærkninger og indsigelser skal være Kommuneqarfik Sermersooq i hænde inden den 29.03.2017 og skal rettes til Kommuneqarfik Sermersooq, Anlægs- og Miljøforvaltning, Postboks 1005, 3900 Nuuk eller på mailadressen: sai@sermersooq.gl

Rettidigt indkomne bemærkninger og indsigelser vil indgå i Kommunalbestyrelsens endelige behandling af kommuneplantillægget.

Retslige forhold
Når et forslag til et kommuneplantillæg er offentliggjort, må arealer, bygninger og anlæg, der er omfattet af forslaget, ikke bebygges eller i øvrigt udnyttes på en måde, der skaber risiko for en foregribelse af den endelige kommuneplantillægs indhold.


Leder du efter tidligere høringer? Se arkivet.