28. januar 2020

Kommunalbestyrelsessalen kl. 11:00

2a. Intet.

2b. 

1. HHWJ orienterede udvalget om, at forvaltningen har de seneste par måneder arbejdet for at fremtidssikre asfaltforsyningen og arbejderne i Nuuk, og en løsning er fundet. Nuuk Kommune og senere Sermersooq Kommune har siden starten af 80’erne vedligeholdt og driftet asfaltværket i Nuuk. Gennem årene er hoveddele blevet udskiftet og der pågår løbende omfattende vedligeholdelsesarbejder som er nødvendige, såfremt det skal være muligt at anvende anlægget til produktion af asfalt. Vedligeholdelse og renoveringsarbejder på anlæg og maskiner har i de seneste år ligget på ca 3 mio. kroner årligt.

At asfaltanlægget er nedslidt og utidssvarende ses ud fra flere forhold:

  • 2019 asfaltsæson blev gennemført med stor besvær. Vi måtte således opgive at udlægge asfalt i forbindelse med private opgaver og udskyde disse til 2020, fordi anlægget brød ned for ofte.
  • Der var løbende problemer med at styre kvaliteten af den producerede asfalt, hvilket medførte store kassationsprocenter.
  • Entreprenøren for den kommende Lufthavn i Nuuk har fravalgt at få produceret sin asfalt på vores anlæg, ganske enkelt fordi man ikke tror på at anlægget er i driftssikkert nok i forhold til mængder og kvalitet.

Forvaltningen har igennem et par måneder arbejdet på en kommende løsning, som sikrer at Kommunen stadig forbliver eneste asfaltleverandør og at et enkelt privat firma ikke får monopollignende rettigheder i forhold til anlægsarbejder. Det vurderes at private monopollignende tilstande kan være en prisbombe under kommende vedligeholdelsesbudgetter for vejvedligehold og ikke mindst i forhold til anlægsopgaver hvor der indgår asfaltleverancer. Dette er derfor væsentligt at sikre, at anlægspriser udsættes for fri konkurrence, også i fremtiden.

Forvaltningen har indgået aftale med lufthavnsentreprenøren Munck-gruppen om, opstiller et nyt moderne og miljøvenligt asfaltanlæg i Nuuk,  allerede denne sommer.

Anlægget skal drives af Munck-gruppen og Sermersooqs personale i fælleskab. Således vil Munck-gruppens personale oplære Sermersooqs personale i at drive anlægget.

Under byggeperioden for lufthavnsbyggeriet vil anlægget være stort nok til at kunne levere asfalt til både kommunale opgaver og lufthavnsbyggeri. Der vil dog være perioder hvor arbejdet skal koordineres grundet udstyr kapaciteten.

Når Munck-gruppen har afsluttet lufthavnsbyggeriet (2023) køber kommunen asfaltværket til en aftalt pris, under hensyntagen til anlæggets slid og Munckgruppens afskrivning.

Fordele ved nyt anlæg kontra eksisterende anlæg:

  • Mindre vedligeholdelsesomkostninger.
  • Færre drifstomkostninger. Nyt anlæg kræver 1-2 mand at drive mens gammelt anlæg kræver 4-5 mand at drive.
  • Mere miljørigtig asfaltproduktion. Nyt anlæg kan genanvende gammel asfalt og emissioner kontrolleres i henhold til EU udledningskrav. Det gamle anlæg har ikke de muligheder.
  • Nyt anlæg sikrer forsat beskæftigelse af flere af kommunens SIK lønnede. Forvaltningen indgik en aftale med SIK omkring sikring af asfalteringsjobbene i forbindelse med anlæggelse af den nye lufthavn.
  • Bedre kvalitet af asfalt til byen.

De budgetmæssige overvejelser vil blive fremlagt til budget 2021 forhandlingerne.

2. HHWJ orienterede udvalget om status på projektet om at sikre bedre og hurtigere internet til østkysten. Kommuneqarfik Sermersooq og Telepost har indgået en tæt dialog og samarbejde i bestræbelserne på at sikre bedre og hurtigere internet til østkysten. I løbet af året opsættes en ny og kraftigere antenne, ligesom samarbejdet om at sikre en mere dedikeret satellit forbindelse er iværksat.

3. HHWJ orienterede udvalget om en række nye projekter der er igangsat eller snart bliver igangsat i Nuuk. I forlængelse af kommunalbestyrelsens vedtagelse af Hovedstadsstrategien samt vedtagelsen af en lang række dertil tilknyttede kommuneplantillæg er flere af de påregnede projekter godt på vej – herunder tilblivelsen af en antennepark (ved K-sat), samt hotel byggeri ved Hurtigruten.

Kongsberg ved K-sat er sammen med Permagreen i gang med at anlægge antenneparken. Hurtigruten har indsendt og fået tilkendt en arealtildeling til et hotel med 100 værelser. Forventningen er her, at ansøgningen om en egentlig byggetilladelse indsendes senere i år.

4. HHWJ orienterede udvalget om affaldscenterets medvirken i Kulturnat 2020. I forbindelse med afholdelsen af Kulturnat 2020 holdt affaldscenteret åben arrangement. Arrangementet var velbesøgt og yderst professionelt sat op.

5. HHWJ orienterede om status på byggeriet af et nyt ungdomskulturhus i Tasiilaq. Byggeriet af Ungdomskulturhuset i Tasiilaq er desværre a flere omgange blevet ramt af uheld. Det betyder, at mange af elementerne er væltet og er skadet. Forvaltningen er sammen med vores rådgivere i gang med at minimere skadernes omfang. Selvom det fortsat er for tidligt til at sige præcist hvilke konsekvenser uheldene får for byggeriet, så frygtes det, at der vil være en forsinkelse på afleveringen.

6. HHWJ orienterede udvalget om igangværende drøftelser med Selvstyret og samarbejdsflader. Der foregår for tiden en række drøftelser mellem Kommuneqarfik Sermersooq og Selvstyret om en lang række emner af betydning for udvalgets ansvarsområder, herunder overdragelse af Selvstyrets boliger til kommunerne, tolkningen af en række love og bekendtgørelser, mv.

7. HHWJ orienterede udvalget om en række påtænkte organisatoriske ændringer i Forvaltning for Anlæg og Miljø. Som forberedelse til at kunne modtage og drifte 2 nye daginstitutioner i Nuuk samt den nye store skole, samt for at styrke vedligeholdelsesindsatsen på såvel kommunens ejendomsportefølje samt på NCD og Iserits boligmasse, samles kommunens anlægsafdeling og Iserits tekniske afdeling, og deres rådgivere i et nyt arbejdsfællesskab. Fællesskabet samles fysisk i første omgang oppe i deres egen fløj i Iserits bygning med henblik på over det næste halve års tid at få indkørt fælles arbejdsgange mv.. Parallelt med opbygningen af arbejdsfællesskabet vil overvejelser omkring organiseringen på lidt længere sigt nedfældet og løftet politisk, herunder muligheden for at danne et kommunalt ejet egentligt driftsselskab. Derudover påtænkes det at styrke borger- og erhvervsservicen i forvaltningen. 

8. HHWJ orienterede om en verserende aktindsigtsbegæring. KNR har søgt om en aktindsigt i forholdene omkring beredskabet og udlejning af beredskabets forsamlingslokale. Dette er anden gang de søger, og forvaltningen har igen genfremsendt akterne.

Referat godkendes kl. 11.46