Hans sange, bøger og malerier er det blivende eftermæle for multi-kunstneren, der også kunne skrive digter, skuespilforfatter, lærer, kateket, kulturel ekspeditionsrejsende og politiker i sit cv. Hans Lynge var dybt forankret i sin grønlandske kulturelle arv og dybt engageret i sin samtid. Han videreførte kunsten i sit eget udtryk, både i billede og tekst. Hans værker sammenfattes i de fantastiske gobeliner, der nu til glæde for nutiden og for fremtidens generationer er at finde i Kommuneqarfik Sermersooqs rådhusbygning i Nuuk, Grønlands hovedstad.
1. Den magiske måge og kajakmanden
At kunne tolke naturen, at finde frem til redskaber, der kunne opretholde livet, eller finde frem til magiske formularer, der kunne få en frelst gennem farer, er alle dele af den virkelighed, som de første grønlandske indbyggere havde grund. Kajakmanden Tusilartoq (”Den tunghøre”) fandt frem til mågen og hørte dens sang, der kunne stilne vandene, og brugte sangen til at komme frelst hjem gennem stormen.
Sin beretning har han fortalt sine nærmeste og de andre beboere i fælleshuset, hvor måske Aron fra Kangeq´s forfader hørte den. Uden de moderne medier var den grønlandske fortælletradition en stærk formidler, og da bogtrykkerkunsten holdt sit indtog i Grønland, kom også Tusilartoq´s beretning blandt de mange sagn og eventyr, som her i kunstnerens fortolkning nærværende.
Fangererhvervet har alle dage være erhvervet, der opretholdt livet blandt beboerne fra fordums tid i Grønland, og der var ekstra glæde, når ens søn kom hjem med sin første sæl, og beviste, at han var i stand til at varetage den voksne mands ansvar. Det skulle fejres ved, at alle mændene i bopladsen fik en mundsmag af den første fangst.
Sommertiden, hvor alle flokkedes til sommerfangstpladsen var også et forum for fællesaktiviteter, såsom fangstture, bearbejdning af dagens fangst, møder med familie og venner, og alskens leg og underholdning, som fx trommesang, som var udbredt før kristendommens indførelse. Her kunne man – ved denne folkelig domstol – afgøre tvistigheder godtfolk imellem, eller synge én en nidvise.
Grønland har dog ikke været forundt grønlænderne alene, da landet har haft sine gæster udefra, som de mange vidnesbyrd rundt langs kysten vidner om. Nordboerne var – indtil de forsvandt – et kristent islæt i landet for tusinde år siden. Disse søgte hans Egede forgæves, men fandt til gengæld et helt folk, som han omvendte til kristendommen. Civilisationen og kolonihistorien kunne tage sin begyndelse da ”Grønlands apostel” ankom i landet i 1721.
Oplysningstiden med verdens første avis med farveillustrationer, ”Atuagagdliutit – ”Det, der udbydes til læsning”, og med inspektør Rink i spidsen bød ikke kun på kulturel påvirkning, men også handelen havde sin opblomstringstid, hvor hval- og spæk, hvalbarder og skind fra fangstdyr var eksportvarerne. Grønlands kolonihistorie er rigt beskrevet i landets littærere produktion, og her er fint stemningsbilledetmed bemeldte avis ”farverige redaktør, Lars ”Aqqaluk” Møller, som forgrundsfigur.
Skønt er landet som tumleplads for raske gutter, især sommertiden med de lange, lysenætter, kunstnerens indtryk fra sin barndom, med turene til elven med lakseørrederne de fangede med de bare hænder – og nogle gange rigtig store nogen! – og stranden med de glatte, rundslebne rullesten,
hvor de skød til måls efter opstablinger af dem, navngivne efter de dejligste piger de kendte, og for at få dem som kærester, måtte de jo ramme plet!
Og ramme plet skulle man også kunne efter levende mål. Som i tiden for længe siden, indgår jagten også i dag i grønlænderens dagligdag, for hvad enten man er funktionær eller ufaglært sidder trangen til at komme ud i naturen og bruge dens ressourcer dybt i én. Som her under
rensdyrjagten, hvor man holder et tiltrængt hvil ved bålet, før man skal videre.
Der er langt fra Tusilartoq og hans magiske måge til den højtidelige stemning i kirken, men alligevel er begge umiskendeligt grønlandske. Det er en særegen kulturel mangfoldighed. Her er højt til loftet, og vidt udstrakt. Her er barskt, men også hjertevarmt og hengivent. Her er materiel armod, men også vilje og mod til forandring. Man sætter sig i mål, og når disse, som her, da kunstneren fik sin indvielse som kateket i Nuuks domkirke.
