Der er tilknyttet en ergoterapeut og en fysioterapeut på voksenområdet, som arbejder med voksne og ældre.

Hvem der kan modtage ydelsen

  • Borgere som er omfattet af Inatsisartutlov nr. 13 af 12. juni 2019 om støtte til personer med handicap.
  • Ældre over 65 år. Inatsisartutlov nr. 20 af 23. november 2015 om alderspension
  • Førtidspensionister, som bor i eget hjem og som ikke har en psykiatrisk diagnose. Inatsisartutlov nr. 40 af 9. december 2015 om førtidspension
  • Voksne over 18 år
  • Borgere på plejehjem og ældrekollektiver

Hvordan tages der kontakt

  • Borgeren selv, pårørende, sundhedsfagligt personale, plejepersonale samt sagsbehandler kan rette henvendelse til voksenområdet
  • Når terapeuterne har modtaget henvendelsen, vil borger blive kontaktet og der vil blive planlagt fremadrettet forløb
  • Terapeuterne vurderer og visiterer til individuelt forløb eller holdtræning


Hvad kan ergoterapeuten og fysioterapeuten tilbyde?

 

Træning

Træningen foregår i tidsrummet 08.00 – 16:00 i hverdage og tilrettelægges i et samarbejde mellem borgeren, pårørende, støttepersoner og terapeuter.


Holdtræning foregår på ældrecentrene Ippiarsuk og Utoqqaat Illuat, i borgerens eget hjem eller i byens svømmehal Malik.

Holdene kan opdeles efter diagnose eller udfordringer. Det kunne bla. være målrettet borgere med apopleksi (hjerneblødninger/blodpropper), knæ- eller hofteproblematikker, balanceforstyrrelser eller nedsat funktion i hænderne. Træningen kan også være til borgere, der bare gerne vil træne.


Individuel træning kan foregå i hjemmet, i træningssal eller i bassin. Træningen tager

udgangspunkt i borgers største udfordringer i hverdagen. Det kunne fx være at borgeren ikke formår at købe ind, har faldtendens eller oplever at dagligdagsaktiviteter er blevet mere besværlige at udføre, fx tøjvask, bad eller spisning.


Hjælpemidler

Terapeuterne er ansvarlige for vurderingen af behov for hjælpemidler og boligændringer.

Såfremt en borgers funktionsniveau har ændret sig markant, tager terapeuterne på hjemmebesøg og vurderer om der er et behov for hjælpemidler og/eller boligændringer, som kan gøre hverdagen lettere. Hjælpemidler kan fx være rollatorer, kørestole, greb på badeværelset, badebænke eller specialbestik. Foruden vurdering af behovet for hjælpemidler, er terapeuterne ansvarlige for bestilling, tilpasning, afprøvning og udlevering af hjælpemidler.


Rådgivning og vejledning

Terapeuterne yder rådgivning og vejledning til borgere, pårørende og samarbejdspartnere ifht. hjælpemidler, fx kørestole, ganghjælpemidler, forflytningshjælpemidler og hjælpemidler til udførelse af dagligdagsaktiviteter. Terapeuterne er også behjælpelige med vejledning og undervisning i forflytninger, siddestillinger og lejringer.


Samarbejdspartnere

Terapeuterne er i tæt samarbejde med borger og pårørende, personalet på plejehjemsafdelingerne, hjemmehjælpen, støttekorps samt terapeuter og læger fra Dronning Ingrids Hospital. Alle parter inddrages og medvirker til at borgers funktionsniveau vedligeholdes.

Herudover søges viden fra eksterne samarbejdspartnere, som borgeren kan have behov for, løbende.


Tjenesterejser

Terapeuterne på voksenområdet er et rejsende team. Terapeuterne besøger Fiskenæsset, Kapisillit, Tasiilaq og Ittoqqortoormiit samt tilhørende bygder. Byerne bliver besøgt minimum én gang om året og besøges afhængigt af antallet af henvendelser. Bygderne besøges hvis der er henvendelser herfra. I Paamiut er der ansat en fysioterapeut, der i samarbejde med terapeutteamet varetager træning, hjælpemidler, vurderinger, rådgivning og vejledning for borgere i Paamiut og Arsuk.

På tjenesterejser er terapeuternes opgaver lige som i Nuuk, at vurdere og revurdere behovet for træning, vejledning til omsorgspersoner, vurdere behovet for hjælpemidler og boligændringer, samt besøge plejehjem og ældrekollektiver. Terapeuternes vigtigste opgave, hvad enten det er på kysten eller i Nuuk, er at give borgen så megen selvstændighed i hverdagen som muligt.



Alle henvendelser skal ske på følgende mail:

terapeut@sermersooq.gl


Er indholdet på denne side forældet?
Har du rettelser til denne side?