Tanker fra grønlandske børn, hvis forældre drikker: 

”Når du bøjer hovedet bagover og drikker hurtigt, kommer jeg så i dine tanker?”

”Er du klar over, at jeg passer dig, når du drikker?”

”Køb tøj og mad til mig i stedet for øl.”

”Mor, far … Pas på mig.”

”Er I klar over, at jeg ikke har noget sted at gå hen, når I drikker?”

Kære dagbog: Alle hader mig – Udklip af en virkelig historie fra en dansk pige, der blev mobbet. 

12. oktober. 

Kære Dagbog: Undskyld, jeg ikke har skrevet i dig i så lang tid. Jeg har ikke haft tid. Jeg har heller ikke haft det særlig godt. I begyndelsen af skoleåret gik det fint. Men nu er de andre blevet så ondskabsfulde! Pigerne taler slet ikke til mig! Ingen af dem.

Det er så sårende. Jeg forstår simpelthen ikke, hvad jeg gør galt. Måske har det noget at gøre med alt det med min lillebror. Du husker nok, at jeg skrev, at han flyttede skole, fordi han havde det dårligt i sin klasse. Og han gik i klasse med nogle af mine klassekammeraters små søskende.

Der blev holdt forældremøder, og der var flere, der fik breve med hjem, fordi de havde været med til at mobbe ham. Men det er jo ikke min skyld! Drengene taler med mig – desværre. Det begyndte cirka halvanden måned efter skolestart. Især en dreng, som hedder Ken, er ubehagelig. Det er mest sådan noget med, at de fortæller mig, at jeg går på en grim måde. Og så gør de grin med mig ved at gå rundt i klassen med løst håndled og strittende lillefinger og vrikke med bagdelen.

Som du nok ved, er jeg heller ikke ret god til matematik. Og når vores lærer, Torben, hører os i tabellerne, svarer jeg altid forkert. Så griner alle i klassen af mig. Det gør de bare ikke, når Sofie svarer forkert. Urimeligt, eller hvad? Nu skal jeg spise.

Kys din Marie.

22. oktober. 

Kære Dagbog: Vi havde projektuge, og jeg var alene. Der var ikke nogen, der gad være sammen med mig. Vi skulle skrive os på det emne, vi gerne ville have om. Vi havde en runde i klassen, og jeg var en af de sidste. Jeg sagde, at jeg gerne ville være med på Sarah og Josefines emne, men mens læreren skrev mig op, hviskede de to sig frem til den beslutning, at der altså ikke var plads til flere på deres hold.

Vores klasselærer, Lisbeth, var bare fuldstændig ligeglad, og sagde, at jeg så måtte finde en anden gruppe. Men jeg var sikker på, ingen ville have mig med, så jeg sagde, at jeg gerne ville have om Tyskland før verdenskrigene alene. Helt ærligt. Det kedeligste emne. Det værste var, at da Helene, som var syg, da vi valgte grupper, kom tilbage og gerne ville have om det samme som Sarah og Josefine, fik hun lov af dem. Deres undskyldning var, at det var synd for hende, at hun ikke kunne få det emne, hun gerne ville have haft, bare fordi hun havde været syg. Jeg havde tårer i øjnene.

Jeg er bare så ked af det for tiden. Far og mor skændes over Hans, min lillebror, og de ænser ikke mig, synes jeg. Og så er der skolen, hvor pigerne stadig ignorerer mig. Der er også nogen, jeg tror, det er drengene, der er begyndt at skrive rigtige væmmelige SMS’er til mig. I dag fik jeg en, hvor der bare stod: ”Lede sæk.”

I går fik jeg en, hvor der stod ”Du vil dø inden året er omme, fordi du er så grim.” Jeg ved ikke, hvem jeg skal snakke med det om, for mor og far har nok at gøre med Hans, og det er synd for dem, hvis de skal have to problembørn. Jeg kan godt lide, at de i det mindste synes, at tingene går godt med mig. Så føler jeg mig ikke helt så mislykket. Min klasselærer er garanteret ligeglad. Torben, som jeg har til matematik, er sød, men jeg er nok lidt for genert til at tale med ham.

Kys din Marie.

3. november. Kære Dagbog: 

Jeg græder her. Jeg kan snart ikke holde det ud mere.

Vi har gymnastik med pigerne fra vores to parallelklasser, og dem kan jeg ikke udstå. De fleste piger i min klasse elsker dem, og de taler meget med dem. Det der med, at pigerne i min klasse ignorerer mig, er blevet værre. Jeg er fuldstændig alene. Jeg har ikke haft nogen aftaler i de sidste tre måneder! I dag kom jeg op at skændes med Eva fra parallelklassen. Vi var uenige om et eller andet dumt i rundbold. Så sagde hun det: ”Du ved godt, at alle hader dig, ikke? Det er derfor pigerne fra din klasse ikke snakker med dig. De har aftalt det, fordi du er sådan en skrap heks. Alle ved det.” Jeg har grædt lige siden, jeg kom hjem fra skole, og jeg kan slet ikke holde op igen. Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre. Jeg ligger og tænker på at dø, for der føles slet ikke, som om der er nogen vej ud af det her…