Kommuneqarfik Sermersooq arrangerer et seminar med titlen “Fælles om det gode liv” den 2. og 3. juni 2024 på Hotel Hans Egede i Nuuk. Seminaret har til formål at drøfte udviklingstiltag og lokale handleplaner for mindre bosteder i Kommuneqarfik Sermersooq.
Programmet er udformet efter forslag til “Udviklingsstrategi for mindre bosteder 2024-2028”, hvor formålet er, at de kommende indsatser skal tilrettelægges i samråd med relevante parter, såsom kommunen, de folkevalgte og ikke mindst borgerne, i overensstemmelse med strategiens målsætninger.
Seminaret åbnes søndag den 2. juni med en velkomsttale fra borgmester Avaaraq Olsen, efterfulgt af en præsentation af seminarets dagsorden. Fokusområderne inkluderer gennemgang af forslag til udviklingsstrategi for mindre bosteder 2024-2028, inspirationsoplæg om samarbejde og introduktion om lokale initiativer og handleplaner.
Strategiens delmålsætning som omhandler “Nærdemokrati, samarbejde og handlekraft” vil desuden have en central rolle i seminaret.
Deltagerne vil også engagere sig i workshops, hvor de vil udarbejde handleplaner for enkelte bosteder. Der vil også være en drøftelse af igangsættelse af et pilotprojekt om en fælles offentlig servicemodel for de mindre bosteder.
Borgmester Avaaraq Olsen udtaler: “Vi har efterhånden gode traditioner med afholdelse af bygdebestyrelsesseminar i vores kommune, derfor glæder mig til to konstruktive og indholdsrige dage sammen med bygdebestyrelsesmedlemmer og en repræsentant fra KANUNUPE. Derudover er vi i gang med et spændende arbejde med forslag til Udviklingsstrategi for vores mindre bosteder. Det skal vi i fællesskab med bygdebestyrelser og kommunale forvaltninger søsætte, hvor formålet er at inddrage de vigtigste interessenter, nemlig borgerne i de lokale bosteder.”
Forslag til udviklingsstrategi for mindre bosteder skal sendes i offentlig høring i løbet af sommeren, hvor planen er at kommunen sammen med bygdebestyrelser laver en omfattende borgerinddragelse i kommunens alle mindre bosteder.
Seminaret afsluttes med en evaluering mandag den 3. juni.